Paradokser

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

”Paradoksproblemet” hed fænomenet i begyndelsen af 1970’erne, da Morgenavisen Jyllands-Posten ene af alle medier beskrev det underlige fænomen, at antallet af arbejdsløse var højt, samtidig med at arbejdgiverne klagede over ikke at kunne få arbejdskraft.

Det er altså slet ikke noget nyt problem, som DR i en tv-udsendelse i mandags med opfølgning førstkommende mandag behandler. Det nye er, at vi i mellemtiden har fået et fælles europæisk arbejdsmarked med fri bevægelighed over grænserne, og sjovt nok svarer antallet af udlændinge, som er beskæftiget i lavtlønnede stillinger, stort set til antallet af danske arbejdsløse.

Det kan selvfølgelig have mange gode forklaringer, hvad det givetvis også har, især når man interesserer sig for enkeltpersoners specifikke situationer. Men i det store billede er der stadig et skærende misforhold mellem det, som ansvarlige politikere såvel som fagforeningsfolk messer i kor, og det, som virkeligheden afslører igen og igen.

Således også efter tv-udsendelsen i mandags, hvor beskæftigelsesministeren blev afæsket en holdning til udsendelsen. Han gentog mantraet: »Man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet,« og »dagpenge er ikke et tag selv-bord.«

Og det var så det. Ingen af de seks ledige, som DR til brug for udsendelsen havde skaffet et job for en uge, fik efterfølgende beskæftigelse, enten fordi de ikke havde levet op til arbejdsgiverens krav, eller fordi de ikke ønskede det. Nu skal man nok være forsigtig med at drage vidtgående konklusioner ud fra en tv-udsendelse, for dels er deltagerne castet efter kriterier, som vi ikke kender, dels er en sådan udsendelse af hensyn til underholdningsværdien altid klippet skarpt og formentlig ikke 100 pct. retvisende.

Men tendensen er indiskutabel: Der har gennem flere årtier bredt sig den generelle opfattelse, at en a-kasse og/eller kontanthjælpssystemet ikke forsikrer mod arbejdsløshed, men forsikrer mod arbejde, som ikke falder i ens smag.

De formelle regler er klare: Hvis man ikke påtager sig anvist arbejde, bliver der lukket for udbetalingerne. Men gør der nu altid det? Hvis der gør, hvorfor kan man så ikke alene i tv-udsendelser, men overalt i medierne møde mennesker, som forklarer, at de vælger arbejdsløsheden, fordi gevinsten ved at påtage sig et arbejde er økonomisk marginal, og at de så hellere eksempelvis vil passe deres børn?

Fagforeningsledere afviser rutinemæssigt sådanne oplysninger med henvisning til, at deres a-kasser altid kan anvise arbejdskraft, når de bliver spurgt, men det harmonerer dårligt med stort set enslydende meldinger fra arbejdsgiverside: Man kan ikke få dansk arbejdskraft til de lavtlønnede og mindre attraktive funktioner, og på grund af dårlige erfaringer med den danske arbejdskraft, som man har haft, vil man hellere rekruttere ny arbejdskraft gennem de udenlandske arbejderes personlige kontakter.

Det er efterhånden tydeligt, at der i alle samfundslag er brug for nytænkning af begreberne ære og arbejdsmoral: at det er en ære at klare sig selv og forsørge sine nærmeste, hvis man overhovedet kan.

Hvis det igen blev den herskende norm overalt, ville der så rigeligt være overskud til at hjælpe det mindretal, som gerne ville, men som ikke kan. Det er de mange stærkes omsorg for de få svage, der skal kendetegne velfærdssamfundet. Ikke en generel opfattelse af, at enhver uanset arbejdsevne har ret til at lade sig forsørge.