Europæisk stress

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Mandag måtte handelen med aktier i Banca Monte dei Paschi di Siena nærmest symbolsk suspenderes efter kursfald på 15 pct. til bare 0,849 euro pr. aktie.

Banken, der er verdens ældste, er blandt de ni italienske pengeinstitutter, der hverken har klaret den stresstest, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har gennemført, eller den kritiske gennemgang af de bogførte aktiver, som Den Europæiske Centralbank (ECB) har stået for.

Resultatet af denne ”vidtfavnende bedømmelse” af bankindustrien i Euroland og EU har først og fremmest haft til formål at få ryddet endegyldigt op efter finanskrisen, hvilket er forudsætningen for, at tilliden til banksektoren kan genskabes efter en historisk stor nedtur.

At Italien er storleverandør af problemfyldte banker, kan ikke overraske nogen, da Europas fjerdestørste økonomi kun modstræbende og under hårdt pres fra andre eurolande har forsøgt at ændre den økonomisk-politiske kurs, der har budt på et tiår med minimal vækst og en offentlig bruttogæld af skræmmende omfang. Faktisk har gælden i to årtier været så høj, at Italien på intet tidspunkt har kunnet honorere de såkaldte Maastricht-kriterier, som EU-landene ellers skal opfylde for at kunne komme med i eurosamarbejdet.

Ganske symbolsk gik i weekenden hen ved én million mennesker på gaden i Rom for at demonstrere mod reformer af Europas mest antikverede arbejdsmarkedslovgivning. Den seneste rapport fra World Economic Forum om global konkurrenceevne placerer Italien som nr. 141 ud af 144 lande, når det gælder fleksibilitet på arbejdsmarkedet.

Naturligvis, fristes man til at sige, har den officielle italienske reaktion på ECB’s og EBA’s vidtfavnende bedømmelse da også været at haste ind i offerrollen, selv om Italien sammen med Frankrig er de to økonomier i Europa, der trænger til de mest gennemgribende reformer.

Nok kan man mene, at en stresstest er en skrivebordsøvelse, hvor forudsætningerne kunne være anderledes, men essensen er, at europæisk bankindustri nu er blevet bedømt på et sammenligneligt og transparent grundlag, hvor den gode nyhed er, at 9 ud af 10 banker både har den fornødne kernekapital og modstandskraft over for en ny krise.

Et langt mere stringent tilsyn med bankerne end tidligere er den uundgåelige konsekvens af finanskrisen, og man skal være rent ud sagt uoplyst eller fornærmet italiener for ikke at ville tage alle rimelige forholdsregler for at forhindre en gentagelse af den nedtur, der gennem de seneste seks år har martret og fortsætter med at martre Europa.

Spørgsmålet er dog, om Europas politiske beslutningstagere kan være tilfredse med den vidtfavnende bedømmelse. Der er fortsat 130 banker, alene i Euroland, der vurderes som værende for store til at måtte gå ned.

Man kan følgeligt argumentere for, at de største finanskoncerner gennem tvangsopsplitning og frasalg bør reduceres til størrelser, hvor de ikke længere repræsenterer en samfundsøkonomisk trussel, der må reddes for enhver pris.

Lige så sagligt kan man argumentere for, at den bedste garanti mod nye finanskriser er gennemgribende reformer af de utidssvarende og overbeskyttende love, som i dag holder Europa fast i stagnation, deflation og massearbejdsløshed.

Desværre har ECB og EBA ikke stresstestet for konsekvenserne af populistiske regeringer, der sætter egen forbliven ved magten over hensynet til Europas fremtid, og da især over hensynet til en tabt generation af arbejdsløse unge.