Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder: Radikalt fejlskud

Marianne Jelved har gjort det før, og nu gjorde hun det igen. Uden sans for sammenhæng og timing buldrede hun ud med et budskab, hvis kerne er, at de radikale er så meget bedre mennesker end andre, at der ikke er plads til realpolitik eller andre politiske hensyn.

Søndagens budskab fra den forhenværende partileder lød, at de radikale havde fejlet fatalt. Jelved henviste i særlig grad til, at det var en fejl, at de radikale havde støttet terrorlovene. Mange vil formentlig huske, at hun i efteråret 2004 trak tæppet væk under det kompromis, som hun og Mogens Lykketoft møjsommeligt havde fundet på udlændingepolitikken, og det var sandelig også Marianne Jelved, som midt under Muhammed-krisen beskyldte Anders Fogh Rasmussen for at være en farlig mand.



Fælles for de jelvedske udfald er, at de rammer midt ind i den værdipolitiske kamp, som siden 2001 har ændret skillelinjerne i dansk politik.



Socialdemokraterne og SF har forstået, at den afgørende kamp udspilles på værdipolitikken. Begge partier har på hver sin måde og i hver sit tempo gjort deres til, at de netop på det felt ligger så tæt på Anders Fogh Rasmussen som muligt. Som radikal forsøgte Naser Khader længe at få partiet ført samme sted hen, men efter en forgæves kamp mod Margrethe Vestager valgte han som bekendt at forlade partiet.



Tilbage står, at den linje, som Marianne Jelved og Margrethe Vestager i fællesskab har lagt, har sejret internt i partiet. Resultatet er, at de radikale nu på ottende år står uden indflydelse. Reelt er partiet marginaliseret som et fløjparti.



I de radikales egen selvforståelse befinder partiet sig på midten. Det giver kun mening, hvis det er den økonomiske politik, som definerer højre og venstre, og det har netop ikke været tilfældet, siden partiet forlod regeringskontorerne.



Seneste eksempel på, at der i det store hele er bred konsensus om den økonomiske politik, er weekendens forlig om bankpakken. Ingen partier, bortset fra Enhedslisten, ville kunne holde til ikke at være med i forliget. De vælgergrupper, erhvervsliv og almindelige husejere, som pakken dybest set skal hjælpe, befinder sig i alle partier. Alligevel er der grund til at hæfte sig ved nuancerne i begrundelserne for at gå med i forliget. Mest markant ved de udmeldinger, som Helle Thorning-Schmidt er kommet med før og efter forligets indgåelse.



I dagene op til weekenden spillede hun misundelseskortet ved at gøre det til at krav, at der skal lægges loft over bankdirektørernes løn. På det tidspunkt var forhandlingerne om bankpakken allerede nået så langt, at Helle Thorning-Schmidt naturligvis godt vidste, at hun ikke havde en chance for at komme igennem med sit krav. På den baggrund er der ikke tvivl om, at forslaget var designet til mediebrug, omtale og vælgertække.



Meget tyder på, at Thorning-Schmidt varmer op til et fordelingspolitisk opgør i de kommende forhandlinger om en skattereform.



Strategien synes at være, at hun har villet lukke den værdipolitiske flanke for derefter at bekende sig til klassisk socialdemokratisk politik, hvor omfordeling og bekæmpelse af ulighed er omdrejningspunktet.



Derved kommer hun netop SF i møde, hvad de seneste måneders parløb med Villy Søvndal da også tyder på.



Bundlinjen er, at Jelved med sin udmelding har bidraget til, at oppositionen står endnu mere splittet end før.

Andre læser

Mest læste

Del artiklen