Leder: Dåsenaivisme
DANMARK har i dag verdens højeste skattetryk og har i en så lang årrække ligget i verdenseliten, at danskerne har udviklet en række afværgemekanismer over for den stedse mere brutale skatteplyndring.
Naturaløkonomi, vennetjenester og grænsehandel er blandt de metoder, hvormed danskerne forsøger at opretholde en tålelig tilværelse, mens de træller under skatteåget.
Nu truer nye byrder.
De Samvirkende Købmænd (DSK) har ladet foretage en undersøgelse, der skal bekræfte foreningen i dens stædige kamp imod konkurrence og frihed.
Undersøgelsen hævder, at danskerne vil reducere deres køb af øl og sodavand på dåse syd for grænsen, hvis Tyskland indfører pant på den del af salget, der umiddelbart efter købet eksporteres til Danmark.
Miljøminister Troels Lund Poulsen har ladet sig gribe af den bestilte undersøgelse og bebuder, at han nu vil lægge pres på sin tyske kollega for at få indført eksportpant.
Hvis man i tankens univers et øjeblik skulle forsøge at følge den lidet liberale minister, skulle danskerne kunne aflevere de syd for grænsen indkøbte dåser i det danske retursystem og få den erlagte pant retur. Besværet vil næppe føre til den drastiske reduktion i grænsehandelen, som DSK i sin naivitet forventer.
Anderledes forholder det sig, hvis miljøministeren mener, at danskerne kun får den erlagte pant tilbage, hvis dåserne returneres til de tyske supermarkeder, hvor de er købt.
I det omfang at danskerne ikke bortskaffer dåserne på forsvarlig vis, kan man til nød acceptere, at miljøministeren finder anledning til at agere, men fremgangsmåden er sandt for dyden mærkværdig.
Det kan aldrig nogensinde være en opgave for Tysklands miljøminister Sigmar Gabriel at bidrage til øget brandskatning af danskerne eller at hjælpe DSK med endnu et frihedsindskrænkende tiltag.
Ansvaret ligger hos den danske regering, og løsningerne hedder harmonisering og konkurrence.
Da danskerne for 22 år siden stemte ja til EU's Indre Marked, var det i forventning om harmonisering af skatter og afgifter med de laveste satser som udgangspunkt. Men på trods af politikernes løfter eksisterer et ægte indre marked endnu ikke, ligesom der fortsat er graverende afgiftsforskelle mellem Danmark og Tyskland på blandt andet øl, vin og sodavand.
Hvis der eksisterer en udfordring, som miljøministeren påstår, ligger svaret i at bringe det samlede afgiftstryk på grænsehandelsvarer ned på eller under niveauet i Tyskland. Dermed vil danskernes incitament til regelmæssige indkøbsture forsvinde, og den klimamæssige belastning vil blive reduceret betragteligt, når danske bryggerier ikke længere skal fragte læssevis af øl og sodavand syd for grænsen, blot for at danskerne kan fragte det tilbage igen.
Men, og det er et meget stort MEN, selv en afgiftsharmonisering vil næppe føre til, at butikspriserne i Danmark bliver de samme som i Flensborg og omegn.
Det vil nemlig forudsætte samme konkurrenceiver i dansk dagligvarehandel, og en sådan eksisterer ikke.
Dansk dagligvarehandel er blandt de mest konkurrencefattige i Europa, og derfor vil det være utåleligt, hvis regeringen på miljøministerens foranledning bringer grænsehandelen til ophør på, hvad der ret beset er en teknikalitet.
Forudsætningen for realiseringen af miljøministerens tanker er, at regeringen først tilvejebringer en lovgivning, der fremtvinger ægte konkurrence i dansk dagligvarehandel i stedet for den selvskabte illusion, som den ugentlige, husstandsomdelte markedsføring er udtryk for.
Faktisk turde konkurrence være selve ledemotivet for en regering, der kalder sig borgerlig, og en minister, der betegner sig som liberal.
Desværre synes Troels Lund Poulsen at have mistet disse idealer.