Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads – mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof.

Leder: Stormagternes år

MAN KAN næsten kalde det skæbnes ironi, at det netop bliver de tre stormagter - USA, Rusland og Kina - der dominerer den internationale dagsorden i 2008, 40 år efter 1968-oprøret, hvor førstnævnte blev dadlet, mens de to andre blev hyldet.


Meget er forandret siden demonstrationerne dengang. Meget er forandret til det bedre. Kommunismen kollapsede, og EU blev beriget med en række lande, der valget demokratiets vej.

Når 2008 rinder ud, vil verden stå med det tredje hold ledere, der skal navigere i den forandrede verdensorden efter Murens fald i 1989.

Mens det første hold med Bill Clinton og Boris Jeltsin red på optimisme og samarbejde, det næste, med George W. Bush og Vladimir Putin vågnede fra uskylden efter terrorangrebet på USA, vil tredje hold stå med den store udfordring, som det bliver at genskabe en international retsorden, der er stærk nok til at stå op mod de trusler, der er mod demokratiet.

Der hviler et stort ansvar på de nye ledere, som USA og Rusland vælger i år. Allerede nu kan det med rimelig stor sikkerhed fastslås, at Ruslands næste præsident hedder Dmitrij Medvedev. Den sørgelige kendsgerning er nemlig, at oppositionen i Rusland ikke kan komme til orde, ikke har en chance for at blive valgt, og at den russiske styreform har udviklet sig i retning af en slags moderne enevælde.

Et kvalificeret gæt er samtidig, at man ikke fra russisk side skal vente store forandringer. Vladimir Putin fortsætter på premierministerposten, og intet tyder på, at han eller partiet Forenet Rusland vil opgive den nationalistiske kurs, der har skabt enorm opbakning til Putin.

Det foruroligende er, at det demokrati, som Rusland hævder at praktisere, mere og mere ligner nabolandet Kinas. Borgerne har økonomisk frihed, mens ytringsfriheden er under al kritik.

Når præsidentvalget i Rusland er overstået, vil det vise sig, om de mange trusler mod Vesten og krænkelser af NATOs luftrum var til andet end indvortes brug. Et af de åbne spørgsmål er, hvad Putin og Medvedev vil bruge magten til.

Konfrontationspunkterne over for Vesten er flere: Kosovos status, NATO-udvidelse med Albanien, Kroatien og Makedonien og missilskjoldet.

Den russiske taktik har hidtil været forsøg på at splitte EU og spille på flere EU-landes afhængighed af gas. Derfor gælder det for EU om at stå sammen, ikke lade sig true, men samtidig vise den nødvendige åbenhed og samarbejdsvillighed med Rusland.

Vender Europa Rusland ryggen, kan de fjendebilleder, som Putin fremmaler, blive en selvopfyldende profeti. Og selv om koldkrigsretorikken florerer igen, er det vigtigt at huske på, at det ideologiske element, der gjorde Sovjetunionen til en trussel, er væk. Putins udgave af kapitalismen vil næppe trække unge på partiskole i Moskva eller friste til at danne lokale partiforeninger.

Som værtsland for OL vil opmærksomheden omkring Kina være stor. Også her gælder det, at mest er vundet ved at deltage. Kun gennem samkvem med omverden er der håb for, at befolkningen i Kina kræver ændringer.

Ændringer mod det bedre kan ikke gå hurtigt nok. Kinas stigende interesse for såvel Sydamerika som Afrika indikerer, at Kina vil bruge sin status som stormagt. Situationen er nu den ulykkelige, at Kina for afrikanerne er en mere attraktiv samarbejdspartner end EU, fordi kineserne hverken stiller krav til menneskerettigheder eller god regeringsførelse. Der er al mulig grund til at være på vagt over for denne eksportvare.

Om end valget ligger sidst på året, er der ingen tvivl om, at det amerikanske præsidentvalg for alvor vil præge dette år, og udfaldet vil få betydning for, hvordan det internationale samarbejde vil udvikle sig. Bedste bud på indgangen til 2008 synes at være, at USA's næste præsident bliver en demokrat, men selv om demokraterne vandt midtvejsvalget og spås en sejr til november, er det for tidligt for dem at erklære, at den er hjemme. For det første har vi endnu ikke oplevet virkningen af et samlet republikansk parti - valgkampen hidtil har haft karakter af slingrekurs omkring de håbefulde; for det andet kan et terrorangreb eller anden udvikling i den sikkerhedspolitiske situation ændre billedet.

Europæerne har normalt svært ved at forstå republikanerne - ikke mindst efter den nykonservative, stærkt moralske bølge, som George W. Bush er repræsentant for. Imidlertid tyder meget på, at mens moralske værdier betyder mindre for vælgerne i USA, så er de i fremgang i Europa.

Kendetegnet for det sæt ledere, der ved årets udgang kan sætte sig sammen, er nemlig også markante udskiftninger i de store europæiske lande. USA-skeptikere som den tidligere franske præsident Jacques Chirac og Tysklands kansler Gerhard Schröder er erstattet af de mere USA-venlige Nicolas Sarkozy og Angela Merkel. Det giver unik mulighed for igen at få et stærkt transatlantisk samarbejde, der ikke kun omfatter koalitionen af de villige, men et enigt Europa, som værdsætter værdien af stærke bånd til USA.

Netop med Kina og Rusland som mere markante udenrigspolitiske aktører og med udsigten til en vanskelig balancegang i Mellemøsten, er enigheden mellem Europa og USA vigtig.

Udfordringerne er flere. For det første Kosovo, der trods serbisk og russisk modstand ventes at erklære sig selvstændigt. For det andet Iran. Rusland har sendt flere signaler i forhold til kursen, og den mest ulykkelige situation vil være den, hvor Rusland, Kina og Vesten ikke står samlet om et pres mod Iran. Endnu er der grund til at nære al mulig mistanke til de iranske atom-planer.

For det tredje missionen i Afghanistan. Holder de optimistiske meldinger omkring udviklingen i Irak, vil fokus være rettet mod Afghanistan, hvor NATO for alvor skal bevise, at organisationen er i stand til at agere i det sikkerhedspolitiske rum, der er opstået efter terrorangrebet i 2001. For NATO og for Vesten står langt mere end blot Afghanistan på spil. Nabolandet Pakistan præges i stigende grad af politisk ustabilitet, som desværre gør, at islamiske fundamentalister kan udnytte tomrummet til at forstærke deres magtbaser.

40 år efter at ungdomsoprøret bølgede gennem verden, er det ikke de velstillede, men de utilpassede, der rører på sig. 1968 fostrede terrorgrupper, der blindt lod sig lede af den kommunistiske ideologi, nutidens terrorister har lukket sig inde i en formørket udgave af islam.

Andre læser

Mest læste

Mest læste Finans

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læstelisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.