Den bedste bus kører ikke altid efter planen
En tom rutebus gør ikke Danmark mere sammenhængende, men hvis regeringens nye transportudspil bliver begyndelsen på større tillid til lokale løsninger, rækker gevinsten langt ud over busdriften.
Dette er en leder:Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En tom bus er ikke velfærd, men et symbol på en idé, der for længst er overhalet af virkeligheden. Derfor er regeringens udspil om mere fleksibel og tilpasset lokal transport mere interessant, end de 100 mio. kr. antyder. De rækker næppe, og forslaget er noget luftigt, men er ikke desto mindre værd at bemærke.
For med udspillet erkender regeringen, at den bedste kollektive køreplan ikke nødvendigvis tilrettelægges centralt, men at fremtidens offentlige trafik kan være individuel, mere lokal og styret af den reelle efterspørgsel.
Det bliver næppe nogensinde en god forretning at drive en busrute mellem Dronninglund og Sæby eller for den sags skyld mellem Tingbjerg og Refshaleøen. Men økonomisk rationalitet og markedslogik er ikke det samme. Markedslogik handler også om at indrette et tilbud efter den efterspørgsel, der faktisk findes.
Gennem de seneste år er ruterne i landdistrikterne blevet beskåret i en grad, så de i dag ikke fremstår som noget reelt alternativ til at tage bilen. Nogle af dem kører rundt som halvtomme alibier for, at der trods alt findes en betjening. Men en rute er intet værd, hvis kun chaufføren sidder i bussen. Så bliver den et ideal, og der er brug for realiteter.
Det afgørende for en velfungerende og ikke mindst effektiv kollektiv transport er ikke, hvor mange busser der sættes ind, eller antallet af afgange. Det burde handle om, at flere mennesker faktisk har mulighed for at komme på arbejde, i skole eller til lægen i en grad, så det også er attraktivt at bosætte sig uden for de større byer. En tom bus midt på formiddagen flytter ingenting.
En del af udspillet handler også om at udvikle fælles nationale betalingsløsninger, som kan bruges i de måske kommende, fleksible transportløsninger. Modsat resten af forslaget må det få enhver til at trykke panisk på stopknappen, for i statsligt regi er det historisk en bumlet, dyr og langsom omvej at opfinde såkaldte smarte løsninger fra bunden. I mange andre lande er to hurtige tryk på mobiltelefonen nok, og det vil være synd at bremse det gode initiativ med et betalingssystem af en beskaffenhed, som kun staten kan finde ud af at udvikle.
Hvis intentionen i regeringens udspil virker, bør politikerne have mod til at gå endnu længere: Opgiv vrangforestillingen om, at en tom rutebil er lig med et sammenhængende Danmark. Beløn i stedet de løsninger, der faktisk passer lokalt og får mennesker fra A til B, uanset om chaufføren er frivillig, privat, bussen kun kører på bestilling, eller at transporten begynder i en delebil.
Det er ikke et opgør med den kollektive trafik, men et kærkomment opgør med idéen om, at man centralt altid ved bedst, hvordan landet skal hægtes sammen. Der er en overhængende risiko for, at dem, der har behov for transport for at passe deres arbejde og leve et liv, også i landdistrikterne, bedst ved, hvordan og ad hvilken vej man når målet.
Den gode vej kendes bedst lokalt, og intentionen i transportudspillet kan med fordel spredes til andre velfærdsområder, der løftes bedst tæt på dem, de angår. Det må have større værdi for den enkelte borger at få den velfærd, der passer til ens situation, end at få præcis den samme ydelse som en borger i den anden ende af landet.
Den dag, Christiansborg udstikker færre ruter og sætter danskerne fri til selv at finde løsningerne, kan gevinsten blive langt større end de 100 mio. kr.