Vi skal ikke gentage Putin og Trumps militære fejltagelser
Konflikterne i Ukraine og Iran har på forskellig vis demonstreret styrken ved såkaldt asymmetrisk krigsførelse. Den lektion skal huskes, når vi i disse år investerer stort i nyt forsvar.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hyrden David »udsøgte sig fem glatte sten i bækken«, lagde den ene i sin slynge og ramte den mægtige kriger Goliat, tre meter høj og iklædt bronze fra top til tå, lige midt i panden.
Goliat segnede, David gav kæmpen dødsstødet med hans eget sværd, og israelitterne kunne efterfølgende jage filistrene på vild flugt.
Asymmetrisk krigsførelse, hvor den ene part anvender sig af de forhåndenværende søm i forsøget på at besejre en materielt overlegen modstander, er ingen ny opfindelse. Det kan man overtyde sig om f.eks. i Bibelens Første Samuelsbog, hvorfra den drabelige historie om David og Goliat stammer.
Moderne stormagter er også blevet ramt lige i panden af fjender, der har anvendt sig af guerillataktik, tænk på USA i Vietnam eller Sovjetunionen i Afghanistan.
Men de seneste år har den teknologiske udvikling med mobilitet, smarte digitale systemer og droneteknologi givet den på papiret svagere part helt nye muligheder over for stormagternes tunge kampvogne, sofistikerede luftforsvarssystemer og hangarskibe.
Gennem fire år har det, der tidligere af eksperter blev opfattet som verdens måske næstmægtigste militær, Vladimir Putins russiske krigsmaskine, lidt store tab i Ukraine, hvor den nu forekommer helt kørt fast.
De seneste måneder har en enorm armada af prisbillige ukrainske droner tilføjet russerne alvorlige tab i angreb på infrastruktur og energiobjekter mange hundrede kilometer bag fronten.
Tilsvarende har den amerikanske og israelske offensiv mod Iran nok etableret overvældende dominans i luftrummet, men ikke formået at afgøre krigen. Præstestyrets droner har spredt skræk i nabolandene, og med spærringen af Hormuzstrædet og trusler om ødelæggelse af olieproduktion og drikkevandsanlæg holder det iranske diktatur nu hele regionen som gidsel.
Vi ved endnu ikke, hvordan disse krige ender, særligt hvad angår konflikten i og omkring Hormuzstrædet er det svært at spå om udfaldet, men forløbet af kamphandlingerne bør give militærfolk og politikere stof til eftertanke, når vores militære forsvar de kommende år skal opgraderes for at imødegå truslen fra øst.
Rusland har ikke gjort nogen god militær figur i Ukraine, men der er mange kloge hoveder i Moskva, og når Kreml fremover skal investere sit vildt voksende militærbudget, vil de vide at udnytte erfaringerne fra Ukraine.
Den næste krig i Europa vil næppe ligne de planer for storstilede mekaniserede angreb, som Warszawapagten syslede med i 70’erne og 80’erne. Det må der tages højde for, når de store budgetter, som politikerne i disse år bevilliger til en nødvendig genopbygning af forsvaret, gives ud.
Militære eksperter peger bl.a. på vigtigheden af et »miks af højt og lavt« – hvor avancerede systemer suppleres af selvbyggede løsninger – elektronisk krigsførelse, robotter og selvfølgelig intens fokus på droner og forsvaret mod dem i luften og til vands.
At trække på ukrainernes knowhow er i den sammenhæng uomgængeligt, og her bør vi have gode muligheder i Danmark qua vores nære forbindelser til Kyiv.
Der er tale om en historisk stor udskrivning til Forsvaret i disse år, og det er afgørende at undgå de værste faldgruber i forhold til fejlinvesteringer.
Vi skal lære af de fejltagelser, Putin og Trump og andre begår, for ikke at risikere selv en dag at stå bevæbnet med fortidens våben, når fremtidens trusler trænger sig på.