Støjbergs Tøsedrenge-sentimentalitet er et gammelt omkvæd
Inger Støjberg længes efter et borgerligt fællesskab, der ikke længere findes. Virkeligheden kræver ikke flere sange om fortiden, men en regering her og nu.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det lyder ærligt talt som noget, der kunne være sagt i sidste parterapi-session, mumlet ned i et vinglas eller sunget med en smule selvmedlidenhed i et gammelt nummer af Tøsedrengene. ”Vi var engang så tæt”.
Inger Støjbergs klagesang over, at Venstre og Det Konservative Folkeparti skal opgive al yderligere dialog med Mette Frederiksen og komme »hjem« til blå blok, er ikke kun klynk. Det er også uklædeligt for en politiker, der ellers har gjort en dyd ud af at sige tingene, som de er.
Der var så meget godt, der var bygget op blandt de blå partier, siger Støjberg. Problemet er, at det er længe siden, og at Inger Støjberg selv var med til at smadre det, hun nu savner. Man kan ikke forlade festen, smække med døren og bagefter klage over, at man ikke længere kan bestemme musikken.
Det er naturligvis ikke kun Inger Støjbergs skyld, at blå blok sover med ryggen til hinanden. Dansk Folkeparti fik et flot valg, men hvad hjælper de mange mandater, når Morten Messerschmidt og Lars Løkke Rasmussen insisterer på ikke at kunne udstå hinanden? Samtalen mellem Støjberg og Løkke i TV 2’s ”Højskolen” lignede heller ikke begyndelsen på noget arbejds- eller værdifællesskab. En parterapeut ville sige op.
Tosserierne i resten af Borgernes Parti har blot gjort Lars Boje plus én til en om muligt endnu mindre pålidelig rygstøtte. Og Liberal Alliances startvanskeligheder efter valget kan ikke andet end skabe usikkerhed om stabiliteten på den lange bane.
Bevares, det er forsøgt at få det til at se ud som noget andet. Det blå konvent i 2025 i Messe C i Fredericia samlede omkring 800 betalende gæster, der var nysgerrige (og måske også sultne) efter at høre den daværende borgerlige oppositions bud på vejen til et blåt flertal.
De blå blomster på messehallens langborde holdt længere end energien i de 50 forandringer, man trods alt var blevet enige om var nødvendige at gennemføre, hvis det skulle blive muligt at danne en borgerlig regering efter valget. Man var også enige om, at Mette Frederiksen skulle væk. Punktum. Eller rettere: udråbstegn. Men det udråbstegn burde have været et komma efterfulgt af det afgørende: Hvad så? Det svar kom aldrig, for det findes ikke. Ikke i konkret politik, men hvad værre er: ikke engang i tydelige borgerlige værdier.
Takket være, hvad der ligner en velkoreograferet plan, kom Venstre og De Konservative tilbage i forhandlingerne med Mette Frederiksen. Fra sygesengen kom Troels Lund med et opråb til Løkke, der lagde et sikkert kærkomment pres på Mette Frederiksen til igen at rette snuden mod de blå partier.
Ansvarlige politikere søger at få indflydelse dér, hvor den er. Ikke dér, hvor de ville ønske, den var. Alternativet er at stille sig tilfreds med drømmen om et stærkt blåt fællesskab, der i praksis ikke eksisterer, og overlade banen til Dragsted og Dyhr. Dét ville være at give op på landets vegne.
Ikke fordi en midterregering som den mærkelige, vi har sagt farvel til, er at foretrække. Men fordi alle muligheder må undersøges, og noget skal der ske, verdens tilstand taget i betragtning.
Det er på tide at erkende, at der er noget og nogen, der er større end én selv og jagten på politisk suboptimering, der ikke kan mærkes på andet end egen forfængelighed. Man kan godt synge om, hvor tæt man engang var. Men man danner ikke regering på gamle omkvæd.
Lad os nu få en regering, gerne med blå og grønne aftryk. Ikke den perfekte, men den mulige. Én, der kan bruge og bruges.