Orbáns exit er et tiltrængt lyspunkt i en formørket verden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det har været en skidt weekend for bøllerne i skolegården. Ikke alene går det tiltagende skidt for Vladimir Putin på den uendelige slagmark i Ukraine, men søndag måtte hans lille hjælper fra Ungarn, Viktor Orbán, ringe til sin parlamentariske modstander, Peter Magyar, og ønske tillykke med sejren i det ungarske valg.

Det overraskede en del iagttagere, at Orbán, der efter 16 korrupte år ved magten sidder solidt på vitale dele af samfundet, strakte våben uden sværdslag. Indtil videre må man kunne høre et så stort lettelsens suk ud over store dele af Europa, at det bør kunne måles på seismiske stationer.

Orbán har været en sten i skoen for EU, hvor han ikke alene har sørget for at sige ja til alt det, han kunne klunse sig til, men også har været Putins forlængede arm, der har ladet fingeren hvile tungt på nej-knappen, når Europa har villet støtte Ukraine.

Forhåbentlig vil dette rænkespil på tværs af det usynlige, men mærkbare jerntæppe nu høre op, så Europas flertal kan gøre det nødvendige i forhold til Ukraines kamp mod Rusland. Selv om man ikke skal foregøgle sig, at man i Peter Magyar får en østeuropæisk Pelle Dragsted ridende ind fra pusztaen – han er også konservativ af observans og er udbryder fra Orbáns Fidesz-parti – så knytter der sig alligevel en del forhåbninger til, at alting bliver bedre nu.

Orbán fik tilsyneladende det sidste skub ud over valgkanten af den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, der med sin farceagtige støtteturné for Orbán åbenbart fik endnu flere ungarere til at vende sig mod magtmennesker, der fortæller, hvem de skal støtte. I hvert fald nåede Orbáns opbakning at dale i dagene efter Vances ”Viktor er en guttermand”-optræden.

Det er blevet et varemærke for Vance. Grønlænderne blev også endnu mere overbeviste om, hvor de hørte til, da han besøgte Pituffik-basen sidste år – og vicepræsidenten kunne fuldende fiaskoen, da han drog videre til ”fredsforhandlinger” med Iran i pakistanske Islamabad. Efter 21 timers tvunget samvær kunne han tage hjem uden skyggen af en skitse til en aftale med ayatollah-regimet.

»De ville ikke gå ind på vores betingelser,« lød det lettere surt fra vice-Vance. Og formulerede dér en af grundene til, at det meste af verden ikke ved, om de skal grine eller græde over den nuværende amerikanske ledelse. Filosofien er udviklet i skolegårdens afkroge – det er truende adfærd og en selvovervurdering, der burde udløse gedigen buksevand.

Chefen hjemme i Washington DC – eller Mar-a-Lago eller en golfbane i nærheden – skuffede da heller ikke, da han efterfølgende med bøhmandstoneleje dekreterede, at USA nu ville lukke Hormuzstrædet. Altså det farvand, der var åbent, før USA lod sig lokke ud i en udsigtsløs krig sammen med Israel, men som Iran derefter lukkede. Det vil Trump nu lukke. For at straffe iranerne, så de ikke kan sejle deres olie ud i verden – og så vil man i øvrigt gå i gang med at fjerne mullahernes miner. Assisteret af Storbritannien, lød det.

Det havde Storbritannien imidlertid ikke hørt en døjt om. Og har heller ingen planer om at hjælpe til med. De vil hellere holde øje med russiske ubåde, der putter rundt i farvandet omkring De Britiske Øer. Og det forstår man jo godt. For dem vil amerikanerne vel se på med kikkerten for det blinde øje?

Det er en mærkværdig tid, vi lever i. Nogle gange en verden, der fremkalder angst og dybe panderynker. Andre gange kan man heldigvis glæde sig over lyspunkter. Som f.eks. udsigten til et Orbán-exit.