AI er blevet den perfekte undskyldning
Kunstig intelligens bliver i stigende grad brugt til at forklare beslutninger, der har helt andre årsager. Det slører ansvaret og forplumrer debatten, som politikerne holder sig ude af.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En sulten kunde forsøgte for nylig at bestille en bowl via chatbotten hos Chipotle. Inden spørgsmålet om bønner eller ris spurgte kunden, om den amerikanske fastfoodkædes AI-baserede chatbot ikke også kunne hjælpe med en kodestump til en programmeringsopgave. Chatbotten lod sig uden videre lokke væk fra menukortet og gav et fyldestgørende svar.
Anekdoterne om kunstig intelligens står i kø: hallucinationer, opfundne citater (tak, Dansk Folkeparti) og selvsikre fejlslutninger. Vi kender dem, og derfor er det fristende at afskrive teknologien, som alle taler om, som noget, der endnu ikke for alvor er moden. Det er bekvemt, når vi står over for noget, vi ikke kan overskue konsekvenserne af. Det er bare ikke det interessante.
AI-washing dækker over en åbenbart stigende tendens til, at virksomheder forklarer deres beslutninger med kunstig intelligens, uanset hvor stor en rolle teknologien reelt spiller. Fyringer forklares som resultatet af automatiseringer, selv når de kan skyldes klassiske spareøvelser som resultat af svære markeder, usikre udsigter eller bare dårlig ledelse. AI lyder bedre, end at forretningen er i krise, påpeger seniorforsker i kunstig intelligens Molly Kinder i New York Times.
På den måde er AI blevet en moderne naturkraft: noget uundgåeligt, som ingen rigtig kan stilles til ansvar for. AI-washing kan skabe et skævt billede af, hvor hurtigt AI faktisk ændrer arbejdsmarkedet, og resultatet er en debat, der bliver mere dramatisk, men også mere uoverskuelig.
Selv fra toppen af erhvervslivet lyder der advarsler om, at udviklingen kan løbe løbsk, lidt ligesom chatbotten hos Chipotle. Topchefen i JPMorgan, Jamie Dimon, ser en fremtid med færre medarbejdere, lavere omkostninger, kortere arbejdsuger og måske endda færre sygdomme. Og alligevel er bankmanden bekymret for social uro, og at omstillingen bliver for brutal, hvis den får lov at løbe for stærkt og for ureguleret. På World Economic Forum sagde Dimon, at staten må trække i nødbremsen, hvis virksomheder går amok med AI-fyringer. Fremtiden kan blive bedre, hvis nogen tager ansvar for det. Men hvem?
Herhjemme har kunstig intelligens stort set været fraværende i valgkampen. Udviklingen blev hverken behandlet som et problem eller en løsning, men værst af alt: ikke som noget, der kræver politisk stillingtagen. Grisebasse-valget burde være et fremtidsvalg. For den største risiko ved AI er ikke, at den af og til svarer forkert. Det er, at vi gør det samme, bare senere.
Den socialdemokratiske EU-parlamentariker Christel Schaldemose er netop vendt rystet hjem fra Kina, skræmt over, hvor vidt kineserne på godt og ondt er gået, og hvor langt EU halter bagefter.
Hvis danske og europæiske politikere ikke vågner op, ender det, som det er sket før: Man handler i panik og overregulerer for sent, for hårdt og forkert. Man kommer til at beskytte det eksisterende og kvæler det nye. Det gør det sværere for de små og mellemstore virksomheder at vokse og lettere for de store at fortsætte deres dominans. Og det efterlader borgerne som tilskuere til en udvikling, de burde have haft indflydelse på.
Teknologien kan meget, men finder ikke selv balancen. Det kræver, at nogen tager ansvar. Regler skal ikke kvæle udviklingen, men heller ikke overlade den til sig selv. AI er måske det vigtigste og mest oplagte emne til en samtale om, hvilket samfund vi vil have i fremtiden. Lige nu er det mest påfaldende, at ingen for alvor forsøger at svare.