Europas telt er stort, men bardunerne skal strammes
Udvidelsen af EU har trods vildskud været en historisk succes, men det er afgørende at skabe mekanismer, som forhindrer, at populister og plattenslagere tager fællesskabet som gidsler.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er nemt at drage de forkerte konklusioner af den skandaløse udvikling, Ungarn har gennemgået under sin mangeårige premierminister, Viktor Orbán.
Søndag har godt otte millioner ungarske vælgere mulighed for at lægge Orbán bag sig, men selvom oppositionen fører stort i meningsmålingerne, er der til det sidste usikkerhed om udfaldet, bl.a. fordi premierministeren og hans kumpaner har haft god tid til at omskrive valgreglerne til egen fordel.
I årevis har det ungarske styre og dets nationalkonservative kleptokrater raget til sig fra EU-kassen med den ene hånd og med den anden haft travlt med at sætte lus i den europæiske skindpels, f.eks. i forhold til forsvaret af Ukraine.
Men det ville være forkert at bedømme de gentagne EU-udvidelser siden 2004 alene ud fra udviklingen i Ungarn. Med sin bagstræberkurs har Orbán nemlig først og fremmest straffet ungarerne selv.
For 15 år siden lå den ungarske økonomi målt pr. indbygger på ca. 65 pct. af EU-gennemsnittet, mens nabolandet Rumænien, der af nogle blev opfattet som Europas fattighus, lå nede omkring 50 pct.
I 2024 overhalede Rumænien så Ungarn og er i dag på vej mod et niveau på 80 pct. af EU-gennemsnittet, mens ungarerne er gået i stå på omkring 75 pct.
Denne fremgang er ikke kommet ud af ingenting. Der er blevet kanaliseret store midler mod øst de seneste to årtier, men til gengæld har de nye medlemmer givet unionen øget dynamik og sikkerhedspolitisk pondus.
Det mest iøjnefaldende eksempel på dette er Polen, der i denne periode både har opvist formidabel økonomisk vækst og er blevet en af Europas stærkeste og mest moderne militærmagter. De tre baltiske lande og Rumænien er andre positive eksempler på styrkelsen af den europæiske østflanke i en tid, hvor det er så vigtigt som nogensinde.
Selvom både Kreml og Trump er på overarbejde i bestræbelserne på at nedgøre Europa, så står en række lande i kø ved indgangen til EU, mens andre – f.eks. Storbritannien – igen søger at styrke båndene.
Det bør vi hilse velkommen, for nye medlemmer med et oprigtigt ønske om at bidrage til fællesskabet såvel som stærkere relationer til nærtstående nationer kan bidrage til et mere slagkraftigt kontinent.
Men der er samtidig brug for at få strammet bardunerne på Europas store telt. Populister og plattenslagere er på spil i andre EU-lande end Ungarn, og unionens udenrigspolitik er stærkt hæmmet af disputter om både stort og småt blandt medlemsstaterne.
Det er svært at se, hvordan man kommer uden om et opgør med vetoretten i dens nuværende form, ligesom en modernisering og effektivisering af EU’s udenrigstjeneste bør have høj prioritet.
Idéen om et europæisk sikkerhedsråd har været flittigt oppe og vende de senere år, men det er uklart, om den kan omsættes i realiteter. At der er brug for mere beslutningskraftige EU-organer synes dog åbenbart på et tidspunkt, hvor Nato er udfordret både af stigende pres fra Rusland og af Trumps politiske amokløb.
Væsentlige forandringer af den måde, hvorpå EU bedriver sikkerhedspolitik, er umulige uden lederskab, og det må komme fra stater som Frankrig, Polen og Tyskland, der har pondus og en forståelse af udfordringernes omfang. Det er afgørende både for at dæmme op for nye, populistiske fidusmagere af Orbán-typen og for at forhindre, at Europas geostrategiske modstandere i bl.a. Moskva og Beijing udnytter vores indre svagheder.