En finger bagi (eller i jorden) er at foretrække
Flere undersøgelser giver ikke nødvendigvis bedre sundhed. Tværtimod risikerer vi at gøre raske mennesker til patienter og skævvride et sundhedsvæsen med begrænsede ressourcer.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Sundhed er ikke lig med antallet af lægebesøg eller prøvetagninger. Alligevel testes fire af fem mænd for prostatakræft ved hjælp af en PSA-blodprøve, selv om metoden er så usikker, at den både kan overse sygdom og udløse falsk alarm. Resultatet er ikke bare uro i sindet, men ofte også en kæde af nye undersøgelser og bekymringer. Og så er det ovenikøbet dyrt.
Alternativet til en blodprøve, der tester for forhøjet niveau af proteinet PSA, er en endetarmsundersøgelse, og heller ikke det lyder rart. Men det er en mere træfsikker metode. Ifølge Prostatakræftforeningen er det særligt de veluddannede, der presser på for at få stikket, og det bidrager til et ubalanceret sundhedsvæsen, hvor ressourcerne og opmærksomheden går til dem med mindst behov.
»En blodprøve kan jo ikke skade,« tænker man, men udbredelsen af PSA-testen, der endda strider mod retningslinjerne, er et eksempel på noget større. For den samme logik lever i bedste velgående uden for det offentlige sundhedsvæsen, hvor private klinikker tilbyder fuldkropsscanninger til sandsynligvis raske mennesker, der kan betale for det. Kroppen bliver analyseret til mindste detalje, og mon der ikke uundgåeligt dukker et eller andet op, dybt derinde?
Når scanningen har fundet en skygge eller en afvigelse, begynder næste kapitel, og det fortsætter ofte i det offentlige sundhedsvæsen med flere bekymringer, kontroller og undersøgelser af det, man fandt, fordi man ledte længe nok. Pludselig er det det offentlige, der skal bruge tid og andre ressourcer på at berolige mennesker, der i udgangspunktet var raske.
Vi er med andre ord i gang med at skabe en sundhedskultur, hvor det at blive undersøgt er blevet et mål i sig selv. En rapport fra Syddansk Universitet viser, at de mest ressourcestærke både lever længere og bruger sundhedsvæsenet mest aktivt. Samtidig er det de dårligst stillede, der oftere bliver alvorligt syge og dør tidligere.
Ifølge Sundhedsstyrelsen er der også en social ulighed forbundet med de nationale screeningsprogrammer for kræft. Ikke mindst hvad angår screening for livmoderhalskræft, er deltagelsen større blandt de højest uddannede.
Det er også typisk de veluddannede og ressourcestærke mænd, der får en PSA-blodprøve, f.eks. fordi tissestrålen er blevet slap. Det er dem, der har overskud og forventninger til systemet, som insisterer på at blive undersøgt en ekstra gang. Imens er det de i forvejen dårligst stillede, der senere bliver alvorligt syge og opdages for sent.
Ulighed i sundhed handler ikke kun om dem, der får for lidt. Det handler også om dem, der får for meget »for en sikkerheds skyld«. Når raske gøres til patienter, er det ikke bare deres eget problem, men et fælles problem. For regningen lander samme sted: et sted, hvor der ikke er penge til at betale den.
Sundhedsvæsenets ressourcer er ikke uendelige. Hver unødvendig blodprøve, hver scanning uden klar indikation og hver opfølgende kontrol tager tid fra patienter, der faktisk har brug for behandling.
Sygehusene har i forvejen nok at gøre med at helbrede sygdomme, og der er ingen grund til at opfinde flere. Sundhed kan ikke måles i, hvor meget vi bliver undersøgt, for det er ikke sundhed, men systematiseret utryghed. Sundhed bør handle om forebyggelse og om, at man bliver rask, hvis man faktisk er syg. Uanset hvem man er, eller hvor man bor.