Natos generalsekretær sidder i saksen
Hidtil har Mark Rutte kunnet dække sig under økonomi, men når værdierne også er på spil, bliver det vanskeligere at spille rollen som Trumps gode ven.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Modsat Donald Trump, som bralrer ud med sine følelser, forstår Natos generalsekretær, Mark Rutte, kunsten at holde masken. Ikke en mine fortrækkes, når han kalder Donald Trump for sin ven. Eller når han bedyrer, at med Trump som præsident er verden blevet mere sikker.
Hvis det første udsagn er sandt, så er det næste mindre besynderligt. Men set udefra virker både det ene og det andet for obskurt til, at man tror på, at Mark Rutte selv tror på det.
Rutte spiller spillet. Ikke en trækning sad forkert, da han onsdag efter mødet med Donald Trump i Det Hvide Hus udlagde teksten på CNN.
Den stil, som Rutte nu er kendt for, blev grundlagt allerede under Donald Trumps første embedsperiode. Mere præcist på det Nato-topmøde i 2017, hvor Trump var ved at sætte det hele over styr både med sine krav til og med sin meget direkte facon over for sine Nato-allierede. Mødet måtte afbrydes, og det blev den hollandske regeringschef Mark Ruttes opgave at tale Trump ned.
En mission, som dengang lykkedes. Mødet fortsatte. Nato bestod. Og små fire år senere var Donald Trump fortid som præsident. Amerika var tilbage, som efterfølgeren, Joe Biden, udtrykte det.
Så kom Trump tilbage, og set i det lys syntes Rutte at være rette mand på rette sted.
Som Natos generalsekretær har Rutte udviklet sine evner til at tackle Trump næsten til perfektion. Natos topmøde i Haag i sommeren 2025 blev designet og tilrettelagt, så risikoen for at fornærme Trump var minimal. Nato-landene blev enige om at bruge 5 pct. af bnp på forsvar og sikkerhed, og Mark Rutte kaldte Trump for »daddy«.
Rutte beviste også sit værd i januar, da han under det økonomiske topmøde i Davos fik talt Donald Trump fra at gøre alvor af sine trusler om at annektere Grønland, om muligt med militær magt. Lovord om, at ingen som Trump havde fået alliancen til at vågne op, når det gjaldt arktisk sikkerhed, fik Trump til at pakke stridsøksen ned.
Mark Rutte har ud over de smigrende ord kunnet henvise til, at de europæiske Nato-allierede var parate til at betale. Udfordringen er nu, at penge ikke rækker. Donald Trump vil have mere. Et føjeligt Europa, som værdipolitisk ligger på samme linje som ham selv.
Både forløbet omkring Grønland og nu under Iran-krigen har vist, at der er en grænse for, hvad europæerne vil finde sig i.
Efter mødet med Trump gjorde Rutte en dyd ud af at omtale Irans forsøg på at blive en atommagt og gjorde det klart, at alle – også de europæiske ledere, som Trump nu anklager for ikke at bakke op – frygter et atombevæbnet Iran. Og at man også er enige om, at det skal forhindres, før det er for sent. Men han undlod behændigt at forholde sig til, hvordan det skal forhindres.
Under sin store tale på sikkerhedskonferencen i München gjorde USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, et stort nummer ud af at fortælle, at USA har sat sig i spidsen for en ny verdensorden, og at USA er parat til at gå alene. Europa blev høfligt inviteret med, hvis man ville rejse på amerikanske præmisser.
Under Iran-krigen er USA gået alene – eller rettere sammen med Israel. At komme bagefter og bebrejde europæerne, at de ikke gik med, er ynkeligt. Men situationen viser også, hvad der er på spil, og hvorfor det for alvor bliver vanskeligt for Mark Rutte at levere varen: Et er at skulle betale mere til oprustning og egen sikkerhed. Noget andet er at skulle slå knude på sine egne værdier for at tækkes en uberegnelig amerikansk præsident.