Irans civilisation består endnu, men hvad med Vestens?
Det store angreb udeblev. Regningen kan ikke gøres op endnu, men meget har vi allerede lært af Trumps krig mod Iran.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Katastrofen udeblev. I hvert fald for en stund. Iran blev ikke bombet tilbage til Stenalderen, efter at både USA og Iran i noget nær sidste øjeblik accepterede et pakistansk forslag til våbenhvile. Den løber på papiret i to uger. At gøre regnebrættet op er alt for tidligt.
Men mellemregninger fortæller også noget om situationen.
For hvad har vi lært og erfaret i de fem uger, der er gået, siden USA og Israel angreb Iran?
For det første, at hvor der tidligere var sammenhold mod det iranske præstestyre, så har Donald Trump med sine bombastiske, barnagtige og for en præsident helt uværdige beskeder på Truth Social formået at flytte i hvert fald dele af sympatien til iranernes fordel.
Det er i sig selv dybt beklageligt. For der er ingen tvivl om, at lige så meget som Donald Trump måtte ønske at udslette den iranske civilisation, lige så stærkt har ønsket fra iransk side gennem flere år været at udslette vores. Iran er under det nuværende præstestyre ikke Vestens ven, og det iranske synderegister over aktioner – også i Europa – er ganske langt.
Som Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) fastslår i sin seneste trusselsvurdering, bruger Iran statsterror mod Israel og kritikere i Europa.
Samme efterretningstjeneste har også placeret USA som en af de aktører, der udgør en trussel mod Danmarks sikkerhed. Og krigen mod Iran understreger, at Donald Trump kører helt sit eget løb og er tro mod sin egen opfattelse af, at verden kan inddeles i interessesfærer, hvor de store deles om rovet.
Spørgsmålet er derfor ikke kun, om Trump truer med at udslette Irans civilisation, men i nok så høj grad, om Trump er en trussel mod vores egen. Det triste svar er ja.
Og man behøver knapt tyde i tegnene for at nå til den konklusion. At Trump i sine tweets taler bøllens sprog, er et af dem. Et andet og nok så alvorligt er, at der under de ubehøvlede udmeldinger ligger en gennemarbejdet udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, som Trump i det store og hele holder sig til, og som groft sagt går ud på at sætte USA først og lade fanden tage resten.
Europa er der ikke megen respekt for, og der lægges fra amerikansk side ikke skjul på, at man ønsker en udskiftning af de europæiske politikere. Netop derfor er der god grund til ikke alene at følge med i, hvad der foregår mellem USA og Iran, men nok så meget, hvordan Trump agerer i Europa.
Samtidig med at Trumps beskeder på Truth Social stjal opmærksomheden, stillede vicepræsident J.D. Vance sig op i Ungarn for at støtte et genvalg af Viktor Orbán. Den mand, som blokerer for europæisk hjælp til Ukraine, for fortsatte sanktioner mod Rusland, og som angiveligt har haft en direkte linje åben til Moskva, når der forhandles i Bruxelles.
Trumps brovtne, udannede og uciviliserede måde at kommunikere på kombineret med den mere slebne, men ideologisk stålsatte Vance udgør en duo, som må få alle alarmklokker til at ringe hos dem, som både tror på og holder af den vestlige civilisation.
Selv ikke Trumps egne vælgere forstår, hvad en mand, som indtog embedet med et løfte om ikke at føre USA ud i krige, overhovedet har gang i. Spørgsmålet, som flere stiller sig, er ikke om, men hvordan Donald Trump kan standses, inden det løber helt løbsk.
At våbenhvilen overholdes, er som meget andet, der angår både Iran og Trump, et chancespil. Nu er der – måske – et par uger til at puste ud i, tanke bilen med lidt billigere brændstof og tænke sig om. Men facit kender vi ikke.