Det er en dårlig demokratisk forretning at lade partiet eje mandatet
Ifølge en meningsmåling er over halvdelen af vælgerne parat til at lave grundloven om, så et folketingsmandat ejes af partiet og ikke den valgte selv.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Et stort spørgsmål. Usikre svar. Og en ringe konklusion.
I en påske, som ellers ikke var specielt nyhedsfattig, lykkedes det Voxmeter at brage gennem mediemuren med en måling, som konkluderer, at over halvdelen af vælgerne i Danmark mener, at grundloven skal laves om, så et mandat i Folketinget tilhører et parti og ikke den enkelte person.
Mere præcist var det 50,4 pct. af de 1.042 adspurgte, som var enige i det. 33,4 pct. svarede »nej«, mens 16,2 pct. svarede »ved ikke«.
Der opereres altså med en meget smal margin på et spørgsmål, som er næsten lige så gammelt som grundloven selv, men som gennem årene har fået ny betydning, i takt med at både Danmark og partierne forandres. Og som efter folketingsvalget i marts har fået aktuel betydning, idet Folketinget, allerede inden det er sat, har tre løsgængere: to ekskluderede og en, som selv har valgt at trække sig fra sit parti.
Forslaget om partidisciplin har været oppe at vende før i andre forklædninger, som da Pia Kjærsgaard (DF) mente, at fritstillede politikere, som navnlig i etiske spørgsmål stemmer efter egen overbevisning og ikke partiets, var en parlamentarisk uskik.
Det var i 2018. Pia Kjærsgaard var formand for Folketinget. Synspunktet blev mødt med forbløffelse. Skulle om nogen, så netop ikke Folketingets formand værne om grundlovens ord om, at folketingsmedlemmerne »er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere«? Og altså heller ikke partier, som slet ikke optræder i grundloven, men som har vist sig som en hensigtsmæssig måde at organisere det parlamentariske arbejde på. Men partisystemet er på mange måder udfordret.
For det første er der færre, som melder sig ind i et parti og er med til at beslutte, hvem der skal opstilles. Det er en demokratisk udfordring i et repræsentativt parti, som bl.a. Henrik Dam Kristensen (S), også tidligere formand for Folketinget, har peget på.
For det andet udvides skoven af partier, som er baseret på en enkelt person – lad os tage en overflyvning fra de seneste valg: Lars Løkke Rasmussens Moderaterne, Rasmus Paludans Stram Kurs, Klaus Riskær Pedersens parti, som kort og godt hed Klaus Riskær Pedersen, Uffe Elbæks Alternativet, Danmarksdemokraterne – Inger Støjberg, Lars Boje Mathiesens Borgernes Parti. Nogle er faldet, andre står.
Lige så forskellige, som de er, så er fællesnævneren, at da de første gang stod på stemmesedlen, var det – ud over partiformanden – på store stræk en række uprøvede og ukendte kandidater, som vælgerne kunne sætte kryds ved. Dønningerne efter både forrige folketingsvalg og det netop afholdte indikerer, at det var de også for partiformanden, som angiveligt er blevet overrasket over, hvad kandidaten indeholdt.
De seneste folketingssamlinger har også demonstreret en udbredt parathed til at skifte parti undervejs eller til at fortsætte som løsgænger. Nogle gange helt udramatisk, fordi det ikke flytter flertallet, andre gange under stort drama og risiko for, at mandatet får et skrøbeligt flertal til at vakle.
Det ændrer ikke på, at det stadig er en dårlig og dybest set udemokratisk idé at lade partierne få råderet over mandaterne. Som forsker i vælgeradfærd Troels Bøggild konstaterer til Ritzau om beskyttelsen: »Det er jo en måde at sikre, at menige medlemmer har noget magt over for en partileder.«
Ikke mindst som partilandskabet nu ser ud, vil det være forbeholdt meget, meget få mennesker at bestemme, hvem der skal repræsentere vælgerne. Prisen for at ændre grundlovens ord er høj.