Folkhemmet overgiver sig omsider til virkeligheden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Danskerne har altid haft det omskifteligt med svenskerne. Og her handler det ikke kun om de mange krige, der er udkæmpet mellem de to nabolande gennem århundreder. Der er også i nyere tid med jævne mellemrum kigget skævt til grannarna på den anden side af Øresund.

For svenskerne har altid været så dygtige. De har bygget biler og fly. Det svenske folkhem har været som det danske velfærdssamfund på steroider. Regelret, omfavnende indtil det omklamrende – og åh så politisk korrekt.

For eksempel har svenskerne altid kigget undrende og skævt på det danske forhold til indvandrere. I Sverige inviterede man gæstearbejdere til landet for at kunne fylde arbejdspladserne i den omfattende svenske industri ud, og da den chilenske præsident Salvador Allendes socialistiske regering faldt ved et militærkup i 1973, stod partikammerat Olof Palme med åbne arme og inviterede chilenske politiske flygtninge til Sverige i tusindtal. Byen Södertälje syd for hovedstaden Stockholm er den by uden for det tidligere Jugoslavien, hvor der bor flest jugoslaver.

Troen på, at det svenske velfærdssystem har kunnet opsuge immigranter uden grænser, har været urokkelig. Indtil det ikke gik længere.

Pludselig røg låget af den trykkoger, der havde holdt bekymringerne og problemerne med indvandringen i ave. Og partiet Sverigesdemokraterna fik vind i sejlene. Den skånsktalende formand, Jimmi Åkesson, tordnede mod indvandringens alvorlige konsekvenser, som kun er taget til i omfang: Bandekonflikter, skyderier, mord og bombesprængninger spredte sig i det ellers så velregulerede Sverige – og fra vores side af Øresund kunne man råbe: Hvad sagde vi?!

Noget af galskaben har også taget turen over Öresundsbron og forårsaget ulykker i det potente danske bandemiljø, hvor danskerne vantro har oplevet, at helt unge svenskere har været hidkaldt og bestilt til at begå farlig kriminalitet i Danmark.

Som en del af det velfriserede svenske samhälle var Sverigesdemokraterna længe så godt som usynlige i det retlinede politiske landskab. På et tidspunkt blev medarbejderne på Sveriges Radios nyheder Ekot instrueret om, at de så vidt muligt skulle undgå at omtale partiet – og hvis det ikke kunne lade sig gøre, skulle man omtale det som »det fremmedfjendske parti Sverigesdemokraterna«.

Men som tiden er gået – og udviklingen i Sverige ikke længere kan dække over de åbenlyse udfordringer, der har været Sverigesdemokraternas berettigelse, har partiet nærmet sig den parlamentariske varme mere og mere. Og vælgertilslutningen er også fulgt med.

Og nu meddeler Moderaterna – altså ikke Lars Løkkes parti af næsten samme navn, men det liberalt-konservative svenske parti – at man vil være parat til at lukke Sverigesdemokraterna ind i varmen efter valget senere i år. Hos os i Danmark, hvor Dansk Folkeparti for længst har været en afgørende politisk spiller – og hvor Morten Messerschmidt med sin genrejsning af partiet satser på at blive det igen – lyder Moderaternas udmelding måske ikke som nogen stor nyhed.

Men det er det. Deri ligger nemlig en erkendelse af, at der er udfordringer med visse befolkningsgrupper i Sverige – at alt ikke kan ordnes med indgriben af betjentene Kling og Klang – og at alle ikke er lige så renskurede rigtige som Tommy og Annika.

Sverigesdemokraterna må forventes at få afgørende indflydelse på svensk politik – mere end partiet allerede har nu. Det er Danmark med årtiers forsinkelse. For en gangs skyld var vi hurtigere end svenskerne. Og realismen har vundet over idealismen.