Trumps skuffelse over Nato skyldes ham selv

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Amerikanske trusler om at svække Nato, i værste fald trække sig fra Nato, er blevet en ny normal. Præsident Donald Trump bruger usikkerhed som et af sine magtmidler, og hans udenrigsminister, Marco Rubio, har for længst lært at tale trumpsk.

I pænere vendinger og i høflig tale gengiver han det, som Donald Trump også har sagt. Og når ord falder i den form, som Europa kan forstå og forholde sig til, så lyder det mere alvorligt. Eller måske rettere, så begynder vi at forstå alvoren.

For Rubio, som tidligere var erklæret tilhænger af det transatlantiske forhold, har nu købt ind på Trumps krejleropfattelse af, at den ene part står i gæld til den anden i Nato-alliancen.

I amerikansk opfattelse er Europa for det første allerede i underskud i det regnestykke, og for det andet svigter Europa ved ikke at stille op i Hormuzstrædet og ved ikke fuldt ud at lade amerikanerne bruge baser, da angrebene mod Iran gik i gang.

»Hvis vi nu er nået til et punkt, hvor Nato-alliancen betyder, at vi ikke kan bruge de baser – at vi faktisk ikke længere kan bruge dem til at forsvare USA’s interesser – så er Nato en ensidig relation,« sagde Marco Rubio til Fox News og varslede en revurdering af USA’s forhold til Nato efter krigen.

Det satte Trump senere en tyk streg under.

Men Marco Rubio glemte en væsentlig faktor i sit regnestykke. Nemlig at USA angreb Iran uden først at orientere sine allierede i Nato. Europæerne blev kort og godt taget på sengen og kunne vanskeligt finde hoved og hale i den krig, som Donald Trump havde indledt. I hvert fald fortabte det sig, hvad formålet med krigen egentlig var.

Med det in mente kan man vanskeligt bebrejde europæerne, at de ikke rullede den røde løber ud for USA’s bombetogt, endsige har lyst til at hjælpe Trump ud af det morads, han har skabt.

Men det ændrer ikke på, at Donald Trump og hans administration endnu en gang har brugt en anledning til at lufte deres helt igennem generelle utilfredshed med Nato. I et interview med The Telegraph gjorde Trump det helt klart, at han ikke regner Nato for andet end en papirtiger. Ved samme lejlighed fik han fortalt, at det gør Putin forresten heller ikke.

Og det ændrer heller ikke på, at de europæiske Nato-allierede bliver nødt til at erkende, at den utilfredshed er der, og at den hverken kan tales væk ved at kalde Donald Trump for »daddy« eller tælles væk ved at skrue gevaldigt op for forsvarsudgifterne, som det skete i Haag, da de Nato-allierede blev enige om at bruge mindst 5 pct. af bnp på forsvar og sikkerhed.

Bundlinjen er, at Donald Trump ikke respekterer europæerne, at Marco Rubio gør, som Donald Trump siger, og at Putin må gnide sig i øjnene i fryd over at være tilskuer til det teater, som udspiller sig over Atlanten.

Den gamle sovjetiske drøm om at se et Nato i opløsning, en kløft mellem USA og Europa og splid mellem de europæiske lande ser ud til at gå i opfyldelse. Det sker i høj grad takket være Donald Trump, som Putin efter alt at dømme har læst og forstået bedre end de europæiske ledere.

Det er den virkelighed, som Europa skal operere i. At USA ikke for evigt ville holde hånden under Europa, har stået klart i mange år, men det har knebet gevaldigt med at indse det og agere derefter.

Europa har kalkuleret med, at det transatlantiske bånd knyttet af et værdifællesskab med demokrati, menneskerettigheder og retsstat har været så stærkt, at USA uden tøven ville gribe ind, når netop de værdier var truet.

At det værdifællesskab ikke længere findes, er formentlig den sværeste erkendelse. Omvendt kan det måske skubbe til, at Europa for alvor vågner og kæmper for alt, hvad man har kært.