Der er ikke rigtig nogen, der ved, hvad Lars Bojes politik er. Men det er også ligemeget
Lars Boje Mathiesen er ingen Glistrup. Men en påmindelse til etablerede politikere om, at det ikke er antallet af udspil, der vinder vælgernes kryds.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Lars Boje Mathiesen har været godt på vej til at påtage sig rollen som dansk politiks pauseklovn. Hans karriere hos Nye Borgerlige endte med et brag. Eller noget, der lignede – efter at være blevet kastet på porten for at kræve sig godt betalt for at føre det imploderende parti videre.
Men nu spiller han som stifter af Borgernes Parti med stor fornøjelse den lille dreng i ”Kejserens nye klæder”. Ham, der påpeger, at dem ved magten ikke har noget tøj på.
Ingen ved rigtig, hvordan Lars Boje Mathiesen selv går klædt, sådan politisk. Men det er også lidt ligegyldigt. For hans rolle i dansk politik er at være den, der taler til de politikertrætte. Så kan man nøjes med at mene, at man ikke er som de andre.
Heller ikke skattejonglør Mogens Glistrup havde noget videre program ud over »nul skat«, og at det danske forsvar skulle erstattes med en telefonsvarer, der på russisk meddelte, »vi overgiver os!«, da han den 22. august 1972 stiftede Fremskridtspartiet. Men det bekymrede ikke vælgerne, der stemte eksil-bornholmeren ind med hele 28 højeksplosive mandater ved det såkaldte ”jordskredsvalg” den 4. december året efter.
Nu får Borgernes Parti næppe samme rygvind ved valget på tirsdag. Meningsmålingerne melder om en vælgertilslutning på omkring 3 pct. – langt fra 28 mandater. Og valget i sig selv bliver nok heller ikke et decideret jordskredsvalg af Ølst-dimensioner, men tegnene på erosion er til stede.
De store, gamle regeringspartier, Venstre og Socialdemokratiet, står begge til at få elendig vælgertilslutning, og professor Peter Kurrild-Klitgaard spår i Berlingske, at det kan komme til at tage længere end de rekordlange 35 dage, det tog Anker Jørgensen at danne regering i 1975 efter regeringen Poul Hartlings fald.
Trods et borgerligt ”konvent”, der havde til formål at rebe sejlene for den blå skonnert, har valgkampen mere været en samling optimistjoller, der har sejlet rundt hver for sig for at finde en gunstig opvind i valgkampen.
Det har mere været solister end holdspillere, der har taget kampen op mod en statsminister, der har magten rullende i sit blod og et rygstød fra års krisehåndtering, senest grønlandskrisen. Og – ikke at forglemme – dansk politiks mest drevne håndværker, Lars Løkke Rasmussen, der forstår kunsten at gemme sig i feltet, indtil den opportune chance for et gennembrud dukker op.
Lars Boje Mathiesen kan blive en spielverderber for de blå. Ved netop at være fri til at mene, hvad han vil. Han er ikke bundet af spindoktorernes hviskende strategier eller tidligere forhold. Han kan sige, hvad han vil – og det gør han.
Uden tvivl vil der tirsdag stå mange vælgere i boksen og kigge på det politiske menukort og gruble længe over, hvor i alverden krydset skal sættes. Hvem gør en forskel – og hvem er i virkeligheden væsensforskellige fra hinanden? Pluk en buket af valgkampens blomstermark af politiske udspil, fjern ejermændenes navne, og gæt. Det er tvivlsomt, om alle vil få alle rigtige.
Lars Boje Mathiesens chance for medvind – ikke på cykelstierne, som løsgænger Jacob Haugaard kom ind med som valgløfte i sin tid – er en metaltræthed i vælgerhavet over politik, hvor hurtige oneliners er drivmidlet, men ikke nødvendigvis kraften.
Hvis Lars Boje får held af at komme over spærregrænsen, er det ikke kun en succes for ham. Det er også en begmand til de etablerede politikere og det system, de udstikker rammerne for.
Det er tankevækkende, hvis en partiejer kan få den medvind, fordi vælgerne stemmer efter en, der taler som naboen til vejfesten. Og ikke ser dybere efter, hvad der egentlig er i den politiske rygsæk. Om noget.