Bare rolig: Det er snart slut

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Bare rolig: Valgkampen er snart forbi. Og selv om der er noget herligt ved at kunne møde Christiansborgs politikere – og dem, der drømmer om at blive det – ansigt til ansigt på gaden, så har det været nogle ualmindeligt dyre uger for Danmark og dermed danskerne.

I hvert fald hvis al den iver efter at bruge penge bliver realiseret efter på tirsdag. Valgkampen har lignet en økonomisk undtagelsestilstand, hvor pengene sidder løst. Alle har diskuteret, hvordan vi fordeler dem. Færre, hvordan vi skaber dem.

Selv hos Socialdemokratiet erkender man, at bunden af statskassen efterhånden kan anes, hvis partiets økonomiske politik bliver til virkelighed. Det er jo også en form for retning, men selvsagt den forkerte: på vej mod Anker Jørgensens tid.

Formueskatten er ødelæggende. Det længe ventede pensionsudspil bliver en dyr affære, ikke mindst fordi man med åbne øjne sænker arbejdsudbuddet. Lilleskolen er umulig og med tvivlsom effekt. Afskaffelsen af store bededag er, i hvert fald her lige inden valgdagen, ikke så afgørende længere. Samlebåndene er glemt. »Køb, køb, køb« gælder åbenbart også vælgernes stemme. For enhver pris.

Socialdemokratiet står dog ikke alene. Valgkampen har været et kollektivt rollespil uden mange bud på, hvordan man fremover vil føre en økonomisk politik, der kan gøre »det her land«, som Mette Frederiksen siger, rigere.

Problemet er større end denne valgkamp, for det er ikke første gang, at velstand forveksles med fordeling. Vækst kommer ikke af sig selv, og politik handler ikke kun om at skærme og kompensere. Det går ikke i en fremtid med flere ældre, færre hænder samt stigende udgifter til sikkerhed og velfærd.

Ved lanceringen af ”Danmark i sikre hænder” rodede Venstre rundt i begreberne. Finansminister Nicolai Wammen spurgte, om partiets økonomiske politik var skrevet på bagsiden af en serviet. Næppe. Men alt andet ville være bedre end på bagsiden af en enkeltbillet mod kistebunden.

De Konservative burde på papiret være det parti, der er mest tilbageholdende med bombastiske udmeldinger om økonomisk politik.

Det gjorde nas, da Mette Frederiksen i 2022 på tv angreb partiets daværende formand, Søren Pape Poulsen, for at ville fyre 40.000 offentligt ansatte. Det afholder dog ikke Mona Juul fra at genfinde den gamle opskrift: Samfundskagen skal være større. Arne-pensionen og efterlønnen skal udfases. Administrative opgaver i det offentlige skal overtages af kunstig intelligens, hvilket skal nedbringe udgifterne til statsligt bureaukrati.

Man har ikke oplevelsen af, at kvaliteten af velfærden i »det her land« ligefrem er øget i takt med de tusindvis af offentlige ansatte, bureaukratiet er vokset med. Liberal Alliances økonomiske plan indeholder også en gennemgribende afbureaukratisering. Intentionen er hæderlig, tidligere resultater velkendte, men først og fremmest er der behov for partier, der tør tale om det. Også de konservative vil lade danskerne beholde flere af deres egne lønkroner. Det er sund fornuft i en tid, hvor kreativiteten i at bruge andre folks penge tilsyneladende er uden grænser.

Det er i hvert fald en tid uden fast hånd på rattet. Der er en tiltagende tendens til enkeltstående checks og midlertidige afgiftslettelser, der fungerer som lappegrej, hver gang lidt luft siver ud. Den slags kuponpolitik er designet til at skabe indtryk af, at staten (læs: Mette Frederiksen) passer på os. Lad os i stedet passe os selv med flere af vores egne penge.

Man kan kun håbe, at fornuften igen melder sig, når det er ansvarlighed og ikke partiernes kampagnefolk, der får lov at føre politik.

Danmark har brug for en ærlig fortælling om ny vækst i en moden økonomi. Ikke flere løfter om, hvordan vi deler det, der allerede er brugt. Det er jo ikke en højskole det her.