Send staten til Oksbøl
Mens statslige arbejdspladser igen samler sig i København, vokser problemerne i resten af landet. I Oksbøl mærker borgerne konsekvenserne helt konkret, og her flytter hverken frygten eller ulven med tilbage til hovedstaden.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Udflytningen af statslige arbejdspladser kan føjes til listen over politiske løfter, der mistede dampen, da fokus forsvandt. Startskuddet lød for 10 år siden, da Lars Løkke Rasmussen var Venstre-mand og statsminister: Hver 10. statslige arbejdsplads skulle flyttes uden for hovedstaden. Siden kom Mette Frederiksen som bekendt til, men ambitionerne bestod. Hun ville endda »løbende vurdere nye udflytningsmuligheder«.
Siden er antallet af statslige arbejdspladser vokset med omkring 24.200 medarbejdere, hvilket er kritisabelt nok i sig selv. Den største vækst er sket i København, og de byer, der troede på, at de statslige arbejdspladser var et udtryk eller en forudsætning for en egn i udvikling, kan i dag se, at de i flere tilfælde er forsvundet.
Afviklingen er et velkendt mønster. Danmark udvikler sig dér, hvor staten og det politiske fokus i forvejen findes: i og omkring hovedstaden. Resten af landet må nøjes med løfterne om, at balancen nok skal komme.
Staten er alle, men opleves ikke sådan. Det mærkes kun, når der er politisk opmærksomhed, vilje – og en konkret anledning. Og netop nu er alle tre forudsætninger til stede.
Anledningen kom ved et borgermøde i Blaavandshuk Sportspark i sidste uge. Fra sikker afstand er de lokale blevet belært om, at ulve skam ikke er farlige for mennesker. At frygten er ubegrundet. Nu taler myndighederne om, at »vi ser noget, der er farligt«. Noget tyder på, at der er sket en menneskelig tilvænning, og at mindst én ulv har mistet sin »instinktive skyhed«.
»Og da ulve jo er rovdyr, er det en adfærd, som kan være farlig. Specielt hvis de begynder at rette deres interesse mod børn som byttedyr,« lyder konklusionen fra ulveforsker Peter Sunde, Aarhus Universitet.
Borgerne i Oksbøl og omegn opfordres nu til ikke at lade deres børn gå alene. Det er helt grotesk og fuldstændig uacceptabelt, når hensynet til ulve sættes over børns frihed og en egns tryghed. Der skal gøres noget radikalt, men præcist som med udflytningen af statslige arbejdspladser og andre forbigående løfter sker der meget lidt uden konstant opmærksomhed.
Opmærksomheden skulle nok indfinde sig, hvis man flyttede en håndfuld statslige institutioner ud af centraladministrationens komfortzone til de steder i Jylland, hvor man mærker ulvens ånde i nakken. Arbejdstilsynet kunne med fordel placere hovedkontoret i Klosterhede Plantage. Held og lykke med at lave en arbejdspladsvurdering hos en fåreavler, der tæller får om natten uden at falde i søvn.
Erhvervsstyrelsen kunne supplere med en direkte dialog med virksomheder, hvis forretningsmodel bogstaveligt talt bliver spist om natten. Transportministeriet ville opdage, at hajtænder ikke er det farligste element for en 14-årig på vej hjem langs vejene i Oksbøl.
Friluftsforestillingerne ville med garanti få mere karakter af ægte drama end et Eurovision-show, hvis Det Kgl. Teater flyttede scenen fra ”Ulvedalene” i Dyrehaven nord for København til de ægte ulveområder.
Mulighederne er mange. Det kræver blot, at man mener det, når man siger, at staten skal være til stede i hele landet. Udviklingen de seneste 10 år viser, at centraladministrationen flytter tilbage, så snart det politiske søgelys slukker. Ulven tager de med garanti ikke med sig til hovedstaden. Det er hele forskellen: Staten og landspolitikerne kan altid flytte sig væk fra problemerne. Det kan borgerne ikke.