Du kan godt, Vanopslagh! Eller hvad?
Alex Vanopslagh har gjort det rigtige ved at sige undskyld for sit kokainforbrug. Men når man vil være statsminister, er det ikke nok at indrømme sine fejl. Man skal også vise, at man kan undgå dem.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er noget forfriskende over politikere, der indrømmer deres fejl. Det sker alt for sjældent. Derfor fortjener Alex Vanopslagh også anerkendelse for omsider at sige det højt: Ja, han har taget kokain, ikke bare i ung, ansvarsfri kådhed, men som leder af Liberal Alliance. Kostomlægning, prioritering af søvn, ændrede alkoholvaner og ikke mindst en undskyldning er uden tvivl bedre end bortforklaringer, tavshed og spin.
Men ærlighed (efter moderat pres) ændrer ikke på, hvad kokain i bund og grund er. Hver eneste bane starter et sted – og det er ikke på toilettet i en natklub eller ved sofabordet. Den starter i et brutalt marked styret af organiseret kriminalitet.
Kokainen finansierer bander, vold og afpresning. Uanset hvordan man vender og drejer det, er det den verden, man støtter, når man sniffer.
Andre partiledere svarede åbent på spørgsmål om deres forhold til kokain. Vanopslagh nægtede – af »principielle grunde«. Det er »privat og grænseoverskridende«, skrev han på sociale medier søndag aften om stofindtagelsen i »festligt lag«.
Her tager Vanopslagh fejl. Når en partiformand seriøst går efter statsministerposten, er spørgsmålet om kokain ikke privat. Glem alt om personlig frihed i dette tilfælde. Det handler om dømmekraft – også at påstå noget andet.
Vi vil ikke have pletfrie politikere, og det har vi ved Gud heller ikke. Flere har endda papir på synderegisteret, også på andet end magtmisbrug. Kokain er ikke kun et problem for fremadstormende politikere. Stoffet er i dag det næstmest udbredte illegale rusmiddel i Danmark. Udbredelsen er mere end tredoblet på 10 år.
Kokain er ikke længere et stof for rockstjerner og børsmæglere, men også for tømrere og sosu-assistenter. Men så meget hr. og fru Danmark kan en politiker med statsministerambitioner trods alt ikke være.
Som en af landets mest populære politikere er Vanopslagh et forbillede – på godt og ondt. Historien bidrager derfor også til normaliseringen af kokain. Det gør ikke kampen lettere for de unge, der forsøger at sige nej, selv om de på sociale medier kan skaffe stoffet hurtigere end en pizza.
Ærlighed eller ej gør det heller ikke kampen nemmere for de betjente, lærere og forældre, der hver dag prøver at holde de unge væk fra stofferne. Tak for ”hjælpen”, Vanopslagh.
Med kokainhistorien bliver det sværere for Liberal Alliance at hente vælgere hos de andre blå partier. At sagen næppe ryster opbakningen i egne rækker, er tankevækkende. Ved et LA-rally i Aarhus søndag aften blev tilståelsen mødt med smågrin og forsøg på klapsalver. Det siger noget om accepten. Både af partiformanden – og af kokainen.
Statsministerposten er ikke en belønning for ærlighed. Den er et hverv, der kræver dømmekraft. Alex Vanopslagh har gjort noget rigtigt ved at indrømme sin fejl. Det er mere, end mange politikere før ham har gjort.
Men indrømmelsen ændrer ikke på selve fejlen. Når man køber kokain, køber man ikke bare en rus. Man køber ind i en kriminel økonomi, hvor vold, udnyttelse og trusler er en del af forretningsmodellen.
Og at gøre det som selvskabt rollemodel for tusindvis af unge er en skærpende omstændighed.
Spørgsmålet er, om vælgerne tror på, at han har den dømmekraft, der kræves af en kommende statsminister eller leder af blå blok. Du kan godt, Vanopslagh! Eller hvad?