Søren Gades Livø-plan er en dødssejler
Idéen om at isolere afviste udlændinge på en ø dukker op med jævne mellemrum. Den har aldrig løst noget før – og den gør det heller ikke denne gang.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er næppe et jubilæum, nogen har lyst til at fejre. Det er 10 år siden, de første afviste udlændinge i mangel af bedre flyttede ind på Kærshovedgård, det tidligere statsfængsel ved Christianshede. For naboerne er der i hvert fald ikke noget at juble over. De har gennem årene været vidner til og ofre for omfattende kriminalitet, trusler og tyverier. For nylig blev en beboer kendt skyldig i uagtsomt manddrab ved at køre en kvinde fra lokalområdet ihjel.
Venstres Søren Gade har alligevel fundet anledning til at markere mærkedagen med et forslag, der mest af alt lyder som endnu et nummer fra symbolpolitikkens støvede katalog: Saml problemerne på en ø. I dette tilfælde Livø, hvor staten indtil 1961 internerede mænd, der blev betragtet som asociale eller åndssvage.
Støvet, for idéen er ikke ny. Ved årtusindeskiftet var Karen Jespersen både socialdemokrat og indenrigsminister, og hun var den første i nyere historie, der foreslog, at udlændinge uden opholdsret kunne placeres på en ø. 18 år senere indgik den daværende regering og Dansk Folkeparti en aftale om, at de afviste skulle sendes til Lindholm – et tidligere højsikret laboratorium for blandt andet svinepest.
Det fik den daværende radikale leder, Morten Østergaard, til at trække våddragten op over lårene og svømme en tur i Stege Bugt, for »vi drukner i symbolpolitik«. Ellers skete der ikke noget.
Ingen beboere på Kærshovedgård blev sendt med færgen ”Virus” til Lindholm. Det var måske heller ikke meningen. Det vigtigste var symbolet, og det var så stærkt, at det blev bemærket helt i Kina. Respekt for, at Søren Gade også i denne sag kærer sig om sin midt- og vestjyske hjemstavn (og opstillingskreds). Men de absurde forhold omkring Bording forsvinder ikke af den symbolpolitik, Gade genopfører.
Venstre har da også klogelig travlt med at lægge afstand til forslaget. Profilerede kandidaters ø-relaterede kæpheste er gift i en valgkamp. Vi husker stadig valget i 2007 og Lars Kolinds drøm om et skatteparadis på Fyn.
Livø-forslaget er en dødssejler, både for havneformanden og for Venstre. Med sin enegang udviser Søren Gade et påfaldende manglende blik for partiets samlede interesse. Venstre og Troels Lund Poulsen har i forvejen rigeligt besvær med at samle alle nuancer af blå blok om noget, der minder om en fælles retning.
Gades forslag henter måske et par hjemstavnsstemmer fra de mest højredrejede oppositionspartier. Men vil man vinde regeringsmagten, skal stemmerne jo hentes et helt andet sted: hos de tvivlende og trætte vælgere fra Socialdemokratiet, De Radikale Venstre og Moderaterne.
Tilbage i Bording og omegn er problemerne stadig massive og uløste. At det har fået lov at fortsætte i 10 år, vidner om et dybt mislykket projekt og en politisk afmagt. Mette Frederiksens brev til enkemanden efter trafikdrabet, forbud mod at lave mad og føre bil løser ikke de grundlæggende problemer. Det gør det heller ikke at sende problemet i armene på Livø.
Beboerne på Kærshovedgård udgør en broget gruppe af afviste asylansøgere og personer på tålt ophold. Nogle er dybt kriminelle, andre nægter at medvirke til deres udrejse. Et første skridt kunne være at adskille den hårde kerne fra de personer, som af andre grunde end kriminalitet skal forlade landet.
Det løser ingen problemer at flytte de afviste udlændinge til en anden valgkreds – heller ikke hvis destinationen er en isoleret ø i Limfjorden med en historie, der i forvejen er både mørk og åndssvag.