Khamenei er væk. Men fremtiden for iranerne er stadig uafklaret
Ayatollah Khamenei er dræbt, men det er ikke slut med det mørke præstestyre. Det er endnu et helt åbent spørgsmål, hvor Iran går hen nu. Er regimets altomsluttende magt over landet for stærkt til at smuldre - eller vil iranerne kunne skabe et nyt Iran?
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Så er slaget om Iran i gang. Ayatollah Khamenei og en stor del af toppen af præstestyret er elimineret allerede ved de første angreb fra USA og Israel lørdag.
Det er godt. Ingen vil savne det præstestyre, der i 47 år har lagt et tungt sort tæppe over den iranske befolkning og spredt sine dødbringende skygger ikke alene ud over resten af regionen, men også ind over den vestlige verden.
”Den store satan” i USA og dets allierede har været hovedfjenden for det islamistiske regime. Iran har været arnestedet, dødsstjernen, for en verdensomfattende terrorisme, anprist og betalt af præstestyret. Iran har ført proxykrige i Mellemøsten, i Libanon og i Gaza, hvor konfrontationerne mod Israel fik et langt større og ødelæggende omfang på grund af opmuntringen og forsyningerne fra Teheran.
Det udstiller en menneskefjendsk kynisme, som også har holdt den iranske befolkning i et dystopisk jerngreb i et omfang, vi kun kan gisne om. I vores regelrette demokrati kan vi toppes om formueskat, store bededag og en fødevarecheck, som gjaldt det livet. I lande som Iran gælder det livet. Ren overlevelse, en kamp for at undertrykke sig selv, sine følelser og sin menneskelige frihed for ikke at blive gemt væk i kældermørke massefængsler eller tævet ihjel.
Og det er langt fra ovre nu. Lige nu ved ingen, hvordan det hele ender - og bekymringen for, at konflikten spreder sig og eskalerer, er intakt. Irans militære formåen er ikke den samme Potemkin-kulisse, som det var tilfældet med Saddam Husseins Irak i sin tid.
Weekenden har vist, at Iran er i stand til at rette målrettede angreb mod amerikanske baser i nabolandene.
Den største udfordring er ikke at fjerne hovedpersonerne. Vi har før set, at der dukker nye mørkemænd op for dem, der faldt.
Den største udfordring er at få visket 47 års forbenet terrorregimente bort, et regime, der har gennemsyret en hel nation med sin fanatiske styring. Og det er ikke gjort med bombeangreb.
For efter bomberne kommer næste fase, hvor et helt samfund skal genstartes. En ”stunde nul”. Og Vestens succesrate med at assistere med den slags har mildest talt ikke været imponerende høj i Mellemøsten og omegn. Hverken i Irak, Libyen, Syrien eller Afghanistan har det, der kommer efter vist sig stabilt. For at sige det pænt.
Bekymringen for, at der ikke er nogen plan fra den angribende part, er stor. Med rette. Donald Trumps kanonbådstilgang er ikke af den slags, hvor man tænker langsigtet.
Man fjerner et problem - men risikerer at skabe flere nye.
Tilhængerne af den regelbaserede samfundsorden hæver den formanende finger og kritiserer Trump (og Netanyahu) for at gå selv i stedet for at sanktionere krigshandlingerne gennem FN-systemet. Og på den hjemlige slagmark i USA bliver flere og flere stemmer tydelige i kritikken af, at Trump også der blæser på Kongressen.
Det kan potentielt vokse sig til et alvorligere problem, end Trump måske har forestillet sig. Ikke mindst forud for et midtvejsvalg, der tegner skidt for republikanerne. Trump gik til valg på ikke at starte flere krig. Venezuela? Og nu Iran? Og hvordan gik det med fred på 24 timer i Ukraine?
Forhåbentlig har den iranske befolkning kræfter nok til at vælte det styre, der har holdt dem nede i en menneskealder. En stor del af iranerne husker ikke andet end mørkemændenes messen. Det er løfterigt at vide, at iranerne har vist sig parate til at gøre opstand, om det så skulle koste dem livet.
Fortællingen om et andet og moderne Iran lever. Den må vi støtte dem i at udfolde. Ikke kun med bomber.