Demokratiet har ikke brug for lykkeriddere som Fonseca og Siddique

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

At være folkevalgt er en ære – og et hverv, der skal forvaltes med allerstørste værdighed.

Så hvorfor er Mike Fonseca og Sikandar Siddique egentlig fortsat i politik?

Fonsecas skifte til Nye Borgerlige handler om manglende demokratisk anstændighed. At skifte fra Moderaterne til Nye Borgerlige er ikke et partihop. Det er et så stort ideologisk kvantespring, at det er latterligt.

Partihop er i forvejen en uskik, der desværre har spredt sig både i kommunalpolitik og i Folketinget. Men Fonseca tager prisen. Han blev valgt ind på et program, der lå længere end milevidt fra Nye Borgerliges mix af nationalkonservatisme og liberalisme. Vælgerne satte deres kryds på en midtersøgende kandidat. Ikke på et parti, der definerer sig selv i opposition til netop den midte. Det er svært ikke at se kynismen.

Nye Borgerlige røg ud af Folketinget. Organisationen smuldrede. Profilerne forsvandt. Og pludselig stod man uden opstillingsberettigelse, uden struktur, uden troværdighed. Hvad gør man så? Man leder efter en løsgænger med et mandat. Og Fonseca, der selv stod uden parti, stod til rådighed. Det er politisk speeddating på bundniveau.

Heldigvis er valgloven mindre romantisk. Et folketingsmedlem valgt for et andet parti er ikke nok til automatisk opstillingsberettigelse for det nye parti, som medlemmet skifter til. Drømmen om at springe over, hvor gærdet er lavest, bristede. Man kan ikke bare genopstå ved at klamre sig til en mand, der selv er politisk hjemløs. Heldigvis.

Det hele efterlader en grim smag i munden. For hvad er det egentlig, vælgerne kan stole på? At et mandat betyder noget? At en politikers politiske program er mere end papir? At personlige skandaler i det mindste fører til en vis grad af selvransagelse?

I stedet får vi det modsatte: en fornemmelse af, at politik reduceres til overlevelse. At ideologi er udskiftelig. At loyalitet er en vare, der kan købes. At skam er noget, der kun hører til i eventyr.

Sikandar Siddique er også smurt ind i denne kynisme, marineret med bizarre ord om at ville »rense København for zionister«.

Siddique er blevet fanget i fusk med sin adresse for overhovedet at kunne stille op til kommunalvalget i København. Kan man snyde systemet og finde en smutvej, så gør man åbenbart det. Burde det ikke være utænkeligt, især for en person, der med demokratiet som støttestrømpe ønsker at trampe på andre folkevalgte?

Det er den slags, der æder demokratiet indefra. Forholdet mellem folk og folkevalgte er i forvejen anstrengt. Tilliden er slidt. Hver gang en politiker opfører sig som en selvoptaget opportunist uden anstændighed, lægges der til slitagen.

Vi kan og skal kunne overleve politiske uenigheder. Vi kan og skal leve med skarpe ideologiske fronter og hårde debatter. Det er demokratiets natur. Men vi kan ikke leve med en oplevelse af, at dem, der er valgt, kun er der for deres egen skyld.

Karakterløse lykkeriddere som Fonseca og Siddique viser udtalt mangel på forståelse for, at politik ikke er et egennyttigt spil, men en tillidserklæring. De besmudser ganske enkelt politik.

Demokratiet er det smukkeste, vi har. Men det er skrøbeligt – bygget på den mærkelige idé, at vi kan være dybt uenige, diskutere vildt og alligevel acceptere hinandens ret til at repræsentere fællesskabets forskellige stemmer. Det kræver karakter og værdighed. Når de karaktertræk mangler, står vi tilbage med det skummel kynisme.

Både Fonseca og Siddique burde finde noget andet at lave.