En mærkelig regering går fra borde
Danmark siger nu farvel til et historisk eksperiment. På nogle stræk gik det godt, men til sidst var der ikke mere at give af.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En mærkelig regering. Statsminister Mette Frederiksens eget udtryk er blevet hængende over hovedet på den konstellation, som i næsten fire år har tegnet Danmark.
Spørgsmålet er, om den også har tegnet danskerne.
For netop på de områder, hvor regeringen har demonstreret både handlekraft og sikker hånd på rettet, er områder, hvor danskerne næsten per automatik rykker sammen i bussen.
Sådan må det være, når landet trues fra flere sider. Af Ruslands præsident, Vladimir Putin, fra den ene, af USA’s præsident, Donald Trump, på den anden og ikke at forglemme en sårbar flanke med en terrortrussel, som nok ikke har fyldt mest i en i forvejen urolig tid, men som bestemt ikke er gået væk.
Udenrigspolitisk vil SVM-regeringen blive husket for en fuldkommen dedikeret linje over for Ukraine og markant flere penge til forsvar og oprustning baseret på en isklar analyse af, hvad der kan blive Putins næste skridt.
Regeringen vil også blive husket for at skulle håndtere Danmarks største udenrigspolitiske krise efter Anden Verdenskrig: Truslen fra USA’s præsident, Donald Trump, om at annektere Grønland. En fuldkommen uhørt måde at behandle en allieret på.
Da krisen efter nytår for alvor spidsede til, er der ikke tvivl om, at mange var taknemmelige for, at det lige netop på det tidspunkt var tre meget erfarne ministre, som på den ene side skulle forhandle med amerikanerne og på den anden sikre opbakning fra Danmarks europæiske allierede.
Udadtil er meget vundet, men noget tyder på, at indadtil er meget tabt. For nok er der blevet heppet på Mette Frederiksen, Troels Lund Poulsen og Lars Løkke Rasmussen, når de rejste ud og talte Danmarks sag, men på hjemmebanen har det knebet gevaldigt med at overbevise vælgerne om det geniale eller bare hensigtsmæssige i at have en regering, der går over midten.
Set fra en vælgers ståsted i Nørre Snede, Nørre Aaby eller Nørrebro er der meget lidt at komme efter. Det viste kommunalvalget med al tydelighed.
Skåret helt til, så har SVM-regeringen aldrig rejst sig, efter at den lagde ud med at afskaffe store bededag. Havde man i det mindste fastholdt forklaringen om, at det var prisen for oprustning, så var den måske gledet ned, men i løbet af kort tid blev der givet så mange grunde, at vælgerne stod tilbage som et stort spørgsmål. Og med den manøvre forsvandt også den forklaring, som skulle bære regeringsprojektet igennem på de indre linjer: behovet for reformer, som skal ruste Danmark til fremtiden. Mange ord kan hæftes på afskaffelsen af store bededag, men ”reform” er ikke et af dem.
Som vælger skal man bladre virkelig godt i regeringens resultatbog for at finde eksempler på, at Danmark har nydt godt af det erklærede mål, da Mette Frederiksen den 14. december 2022 præsenterede sin nye regering med »det meget klare mål at træffe de beslutninger, der skal fremtidssikre vores fantastiske Danmark«.
Bundlinjen af den manøvre fremgår af den økonomiske plan, som regeringen smed på bordet i sidste øjeblik. Overslaget er ret enkelt: Pengene er brugt, og der er ikke flere at bruge af.
Vælgerne bevæger sig nu ind i en ny virkelighed, hvor det vil stå klart, at intet kommer gratis. Vi står igen over for fundamentale valg om, hvem vi har mest tillid til.
SVM-regeringen var nået til de sidste krampetrækninger. Ikke alle ender kan bøjes ind mod hinanden. Der er ganske enkelt fundamental forskel på, hvordan en borgerlig og en socialdemokrat vil fremtidssikre Danmark.
Lad det gerne stå mere klart i valgkampen.