Putin og Epstein er kleptokraternes læremestre
Engang var politikeres systematiske berigelse på statens bekostning noget, man mest stødte på i fjerne og fattige lande. Men også her lever vi med Donald Trump i en ny tid.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Meget kan man sige om Donald Trumps tumultariske embedsperiode, men i ét spørgsmål har USA’s 47. præsident tilsyneladende klare prioriteter: når det handler om at pleje sine egne forretningsinteresser.
Trump har mere omfattende og komplicerede aktiviteter af kommerciel art end nogen tidligere præsident, og ifølge amerikanske opgørelser har han ikke ligget på den lade side, når det handler om at bruge politisk magt til at fremme dem.
En nylig gennemgang i magasinet The New Yorker kom frem til, at Trump efter et år i embedet har lagt 4 mia. dollars eller ca. 25 milliarder kr. til sin værdi gennem en stribe ofte svært gennemskuelige transaktioner. Det drejer sig om alt fra at sælge medlemskaber i klubben Mar-A-Lago i Florida til spekulation i markedet for kryptovaluta.
En række internationale aftaler bærer også præg af den voksende sammenblanding af Trump-familiens økonomiske interesser og amerikansk udenrigspolitik. Det mest slående eksempel herpå er måske den Boeing-jet til en anslået værdi af 150 mio. dollars, som var morgengaven fra De Forenede Arabiske Emirater.
Trump-administrationens levende engagement i Ukraines og Grønlands mineralrigdomme synes ligeledes motiveret af håbet om kortsigtet kommerciel gevinst snarere end USA’s langsigtede politiske interesser. Det samme kan vise sig at være tilfældet i de svært gennemskuelige maratonforhandlinger med Rusland om øget økonomisk samkvem.
Set i det perspektiv er Trumps åbenbare benovelse over Vladimir Putins bedrifter til at forstå. For dennes Rusland er et sort hul af korruption, hvor magthaverne og deres lakajer stjæler, så snart det lader sig gøre, mens byttet søges skjult i det officielt så forhadte Vesten.
Kleptokrati har man kaldt et sådant system, hvor elitens berigelse bliver sat højere end enhver statslig interesse, og hvor hvilken som helst regel kan bøjes til magthavernes fordel.
Det er kort sagt samfund, hvor tyveknægte skriver lovene og efterfølgende står for retshåndhævelsen.
Begrebet blev i sin tid møntet på udviklingslande som Indonesien, Zaire og Haiti – ludfattige nationer, hvor samvittighedsløse herskere pumpede milliarder ud af statskassen og ind i fast ejendom og finansielle investeringer på tryg afstand af hjemlandets kaos.
I løbet af de seneste årtier har elementer af denne logik arbejdet sig fra den globale periferi stadig nærmere på den internationale økonomis centrum. Den synes nu også at have etableret vejgreb i et USA, hvor økonomien er præget af monopolisering og af en oligarkklasse, der ikke mener, at landets love er skrevet for den.
Afsløringerne af den forbryderiske Jeffrey Epsteins aktiviteter som superalfons for de rige og mægtige er i den sammenhæng instruktive. For blandt kleptokrater handler det om magt og penge, mens moral, lovlydighed og politiske overbevisninger kun er for tabere. I Epsteins syge univers kunne den maoistiske filosof Noam Chomsky og den højreradikale ideolog Steve Bannon derfor uden problemer gnubbe skuldre, for de var forenede i den samme stræben efter at få sugerøret ned i kassen.
En sådan logik udgør en åbenbar trussel mod demokratiske normer, og det er skræmmende, at den har formået at vinde så stort indpas i Washington, som tilfældet er. Men katastrofen er ikke uafvendelig.
Både i USA og andre vestlige lande har vi fortsat stærke og modstandsdygtige samfund bygget på principper om økonomisk konkurrence og politisk demokrati, der er kleptokraternes kynisme og korruption langt overlegne.