Verden skal genvinde fornuften - og måske gør Trump det lettere

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Skamløst. Det kan man sige om meget af det, præsident Trump foretager sig. Men da han i et interview på hof-kanalen Fox News henkastet sagde, at de øvrige Nato-landes soldater holdt sig på afstand af frontlinjen i f.eks. Afghanistan, trådte han over ikke bare sandhedens, men også anstændighedens røde linje.

Det resulterede da også i en sjælden halv-indrømmelse, da Trump efter at være blevet sablet ned af den britiske premierminister Keir Starmer, hastede med at hylde britiske soldater. Man fornemmede ikke, at han mente noget dybere med det - andet end at få slukket en potentiel steppebrand.

Herhjemme har politikerne på rad og række fordømt udtalelserne fra Trump, Mette Frederiksen har kritiseret Trump - uden at antænde ham til yderligere fornærmelse; vi har jo Grønland at tænke på - og tidligere forsvarschef, Knud Bartels, har skrevet til USA’s ambassadør, Ken Howery og bedt om en undskyldning til de danske soldater, der stod skulder ved skulder sammen med USA.

Intet kan efterhånden overraske, når det gælder Donald Trump. Og her er vi nu igen, lige dele bekymret og frustreret over den verden, der udgår fra Det Hvide Hus.

Men er det, efter Trumps første år ved magten, ikke på tide, at vi forsøger at genvinde fornuften? Selv om billederne af ICE, der skyder amerikanske borgere på åben gade, minder mere om borgerkrig og bananrepublik. Bekymrende, ja. Men det er amerikanerne selv, der må håndtere deres indre anliggender. Sammenstødene bringer mindelser om 1960’ernes borgerrettighedskamp, og viser, at splittelsen ligger latent i et permanent ulige USA.

I et debatindlæg her i avisen i lørdags skrev folketingsmedlem for Venstre, Erik Veje Rasmussen, at ”vi bliver nødt til at insistere på forudsigelighed, alene fordi det er en form for omsorg”.

Det er godt sagt. Dan Turéll skrev det i sin tid: Jeg holder af hverdage. Og vores hverdag er andet end Trump og toldsatser. Det er vi nødt til at holde fast i. Når den omkringliggende verden knager i fundamentet, må vi mærke vores eget fundament og sørge for at holde kælderen tør.

Apropos kælder, så har Trumps tiltagende tosserier resulteret i en forfrossen hjemløshed for de stemmer, der ved hans tiltræden hyldede ham som det store dyr i åbenbaringen.

Den seneste tid har blandt andet budt på det, man kunne kalde en ”grønlændervending” fra DF’s Morten Messerschmidt. Fra nærmest at mene, at højrefløjens Messias havde taget bolig i Mar-a-Lago til nu at være med i koret, der buher ad Trump for hans aggressive attitude over for Danmark - og resten af Rigsfællesskabet, for Messerschmidt mener vel stadig, at selvstyreaftalen med Grønland skal rives itu, ligesom Danmark skal ud af EU .. bare ikke lige nu, vel?

Det er i tider som disse, at de sidste dages hellige vækkes til live. Trump har i hvert fald tabt nogle af sine ellers storskrydende støtter også ude i Europa. De har lugtet, at deres fremgang kan bringes til brutal standsning, hvis de gnubber sig for meget op ad Trump.

Kan man håbe på, at denne aktuelle galskab kan bringe fornuften tilbage som våben og værktøj? At lytte til Canadas premierminister Mark Carney i Davos var velgørende, og måske tjener fænomenet Trump som en påmindelse om, at fornuften ikke findes i ekstremerne.

Det kræver, at vi kan klare os selv. At politik ikke bliver en råbende jagt på pludselig popularitet, og at systemerne ikke drukner helheden i små, energidræbende bureaukratiske regulativer, men har mod nok til at tro på sig selv og på os. Hvis vi kan holde fast i den fornuft, har Trump alligevel gjort noget godt.