At kalde det et fredsråd er nærmest en hån mod freden
Trumps fredsråd virker mest af alt som en motor for mere profit til Trump og hans venner – og som endnu et attentat mod verdenssamfundets institutioner, som Trump afskyr.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Forestil dig Donald Trump, Viktor Orbán, Aleksandr Lukasjenko og Javier Milei i samme lokale. Det må siges at være en meget broget forsamling af statsledere.
Forestil dig så, at forsamlingen kaldes for et ”fredsråd”. Så bliver det hele endnu mere mærkeligt.
Men det er virkeligheden. De nævnte personer har sagt ja til at sidde i Trumps såkaldte ”fredsråd”, der som første opgave har at implementere planerne for genopbygningen af Gaza. Benjamin Netanyahu er også med, hvilket trods alt er mere naturligt, hvis det her skal tages alvorligt, da det i første omgang skal forestille at handle om Gaza, hvor Qatar og De Forenede Arabiske Emirater vil repræsentere palæstinensiske interesser.
Fred, genopbygning og stabilitet lyder helt rigtigt, men at det er noget, det persongalleri skulle have særlige forudsætninger for, kan man være skeptisk over for. Og det bør vi nok være over for hele idéen. For initiativet fremstår mest af alt som endnu et Trump-initiativ, der er sat i søen for at destabilisere verdensordenen, som vi kender den – i dette tilfælde FN’s rolle som mægler og fredsinstans.
Oprindelig blev fredsrådet introduceret som en del af en 20-punktsplan for fred og genopbygning i Gaza. Men man kan med god grund frygte, at tanken er at skabe et organ, der på sigt har til formål at køre FN’s Sikkerhedsråd ud på et sidespor.
Den nyligt offentliggjorte struktur for “Board of Peace” viser en ambition, der rækker ud over Gaza: en permanent international aktør befolket af auto- og kleptokrater, som Trump selv skal lede – og den amerikanske præsident har vel at mærke veto-beføjelser over budgetter, medlemskab og beslutninger.
Trump har inviteret op mod 60 lande til at være medlemmer. Frankrig, Norge og Sverige har afvist invitationen, fordi de frygter, at rådet vil underminere FN og skabe parallelle diplomatiske strukturer. Danmark er ikke blevet inviteret.
Styregruppen består, udover Trump selv, af udenrigsminister Marco Rubio, særlig udsending Steve Witkoff, Donald Trumps rådgiver og svigersøn, Jared Kushner, den tidligere britiske premierminister Tony Blair, den amerikanske milliardær og direktør for Apollo Global Management, Marc Rowan, og præsidenten for Verdensbanken og tidligere direktør for Mastercard, Ajay Banga.
Med Trump er det helt umuligt at skille politik og økonomi. Olie i Venezuela, ejendomsudvikling i Gaza, mineraler i Grønland, aktiehandler i forbindelse med politiske udmeldinger om toldsatser – alle steder er profit til Trump og familie og venner en del af ligningen.
Og et ”fredsorgan”, der tilbyder permanent medlemskab for dem, der kan betale over 1 mia. dollars, bliver aldrig andet end en platform, hvor økonomisk magt og amerikansk indflydelse får forrang over lokal legitimitet.
Trump har gentagne gange kritiseret FN for ineffektivitet. En kritik, der på mange stræk er rigtig, og noget må ske med FN-systemet, der nok er længere fra at være velfungerende og effektivt end nogensinde siden oprettelsen i 1945.
Men idéen om et universelt forum, hvor stater og ikke mindst svage parter har en stemme, er stadig det bedste, vi har. At afløse det med et amerikansk ledet fredsråd, hvor medlemskab kan købes, og hvor de stærkeste og mest kyniske aktører og forretningsinteresser dermed bestemmer dagsordenen, skal vi være meget skeptiske over for. Forhåbentlig bliver det ikke til noget.