Fortsæt til indhold
Leder

Canadas Carney viste vejen uden om Trump

Canadas premierminister, Mark Carney, holdt en vigtig tale i Davos, der viste en vej frem midt i et storpolitisk virvar.

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Vaclav Havel, den tjekkiske forfatter og senere præsident, skrev engang om en grønthandler, der hver morgen satte et skilt i sit forretningsvindue, hvorpå der stod: »Alle verdens arbejdere – foren jer!« Ikke fordi han var kommunist, men fordi det var måden at få fred og ro til at leve sit liv på. Og eftersom alle andre også gjorde det, så kunne kommunisterne blive siddende ved magten.

Canadas premierminister, Mark Carney, holdt tirsdag en vigtig tale ved World Economic Forum i Davos. Det er nemlig ifølge ham tid til, at vi alle tager vores egne skilte ned fra vinduerne. Det er tid til at droppe vores egne løgne og agere ud fra sandheden.

Endelig lidt fornuft fra Nordamerika.

Havels tekst hed “Magten hos de magtesløse”. Ærlighed er det første skridt for de magtesløse, konstaterede Carney. Vores løgn har været, at vi har gemt os bag og levet godt af den såkaldte ”regelbaserede internationale orden”, selvom vi hele tiden har vidst, at den delvist falsk, fordi de stærkeste alligevel fritog sig selv fra reglerne, når det passede dem.

Troen på den orden er slut nu.

Sandheden er, at stormagter tager, hvad de vil have, bruger om nødvendigt både militær og økonomisk magt, og at FN, WTO og andre internationale sammenslutninger er stærkt svækkede. Carney konstaterede, at små og mellemstore lande må opbygge en social, økonomisk og militær styrke indefra.

Vi må handle sammen, sag for sag, med partnere, der deler tilstrækkelig fælles grund. Samarbejder på kryds og tværs må dog aldrig blive naive. Partnerskaber med slyngelstater som Kina og Qatar vil aldrig være ufarlige. Men det er rigtigt, som Carney konstaterede, at »hvis du ikke sidder med ved bordet, så er det, fordi du er menuen«.

Carneys proaktive holdning er rigtig. Vi kan ikke vente på, at den gamle orden måske genoprettes.

»Nostalgi er ikke en strategi,« sagde han. Nej, vi må skabe den verden, vi tror på, tage aktivt fat på verden, som den er, og ikke vente på, at den bliver, som vi ønsker.

Carney slog ydermere to ting fast: Canada står fuldt og helt bag Danmark og Grønland. Det er godt at høre fra vores allierede i Arktis. Canada står også fuldt og helt bag Ukraine. Det er tilsvarende godt at høre fra vores allierede i Nato.

Med en Trump, der er i gang med at rasere alt omkring sig, er Carneys pointer velgørende klarsynede. Mens man i både Moskva og Beijing må glæde sig over Vestens interne stridigheder, må verdens små og mellemstore lande tage deres skæbne på sig i fællesskab.

Danmark uden Norden og EU er i dag en utænkelig tanke. Vi må sætte alt ind begge steder. I Norden findes allerede et fællesskab, som vi alt for længe har taget for givet. De nordiske lande deler værdier, samfundsmodeller, arbejdsmarkeder og sikkerhedsinteresser.

Med fare for et svækket eller endnu værre opløst Nato er det oplagt, at vores sikkerhed begynder her. Det nordiske samarbejde rummer langt mere potentiale, end vi i dag udnytter. Norden kan, hvis viljen er til det, gøres til Europas mest sammenhængende og sikre region.

EU er den ramme, hvori de nordiske lande kan omsætte fælles interesser til reel magt. Heldigvis har vores nærmeste naboer – de baltiske lande, Frankrig, Holland, Polen og Tyskland – ligesom England stillet sig entydigt på Danmark og Grønlands side. Vores nærmeste og mest pålidelige allierede i dag er i Europa.

Det er tid til at tage vores skilt ind fra vinduet. Den gamle orden kommer ikke tilbage. Vi må bygge styrke hjemme og skabe stærke alliancer ude.