Danmarks dyreste partytelte er en illusion om sikkerhed
Midlertidig grænsekontrol blev indført i en krisetid. I dag er den en kostbar rutine.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Kan noget, der har varet i 10 år, kaldes forbigående? Næppe. Schengensamarbejdet lyder i dag som et levn fra en anden tid. Dengang var visionen enkel: åbne grænser indadtil – og et fælles ansvar for kriminalitet og migration udadtil.
Danmark blev en del af samarbejdet i 2001. De gustne kontrolbygninger ved grænsen blev erstattet af flagalléer og forestillingen om en åben region på tværs af gamle bomme, historie og kulturer. Siden har de åbne grænser været til konstant forhandling og langvarig dispensation. Under stærk indflydelse fra Dansk Folkeparti blev grænsekontrollen tema ved flere finanslovsforhandlinger. Skumle varebiler på udenlandske nummerplader skulle bremses, og Schengensamarbejdet udfordres. Det sidste sker stadig.
Første brud på den åbne grænse blev indført under statsminister Lars Løkke Rasmussen i 2016. Med et uforglemmeligt billede af flygtningekrisen var det til at forstå: Syrerne til fods på motorvejen udløste politisk alarmtilstand og krav om handling. I Sverige var udlændingepolitikken kollapset i slowmotion. Selv svenskerne kunne se det, og falliterklæringen udmøntede sig i svensk grænsekontrol. Danmark måtte naturligvis gøre noget tilsvarende mod Tyskland, om end det var et brud på Schengenånden om tillid og åbenhed. Åbenheden var nu kun forbeholdt de ydre EU-grænser.
Siden har begrundelserne for den midlertidige – og i dag lejlighedsvise – grænsekontrol ændret sig. Akut flygtningekrise er erstattet med en legitim frygt for terror og lige så berettiget ønske om at bekæmpe organiseret kriminalitet. Hvert land har ret til at vurdere truslen. Men vurderingen forpligter også: Kan indsatsen overhovedet imødegå faren?
Truslerne er desværre reelle og skal bekæmpes. Hvor og med hvad der giver mening. Det gør det næppe i et forvokset partytelt ved Kruså, eller hvor betjente og kadetter, i perioder med støtte fra Hjemmeværnet og Forsvaret, ellers lejlighedsvist giver indtryk af kontrol. Det er ikke det samme som sikkerhed.
En opgørelse fra Justitsministeriet viser, at den midlertidige grænsekontrol primært har ført til sigtelser for ulovlige stoffer og våben – herunder blandt andet peberspray. For Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi bemærkes det desuden, at en betydelig del af sagerne stammer fra Toldstyrelsens indsatser. Sager, som i type og omfang svarer til, hvad politiet vel lige så godt ved tilfældigheder kunne finde ved almindelige færdselskontroller.
Resultaterne og den sporadiske kontrol afslører grænsekontrollen for, hvad den har udviklet sig til: permanent symbolpolitik. En dyr og ineffektiv illusion. En analyse af politiets budgetter, som konsulenthuset Implement har lavet for Justitsministeriet, viser, at politiet årligt ville kunne bruge 79,9 mio. kr. og frigøre 104 årsværk til andre indsatser, hvis der blev sat en stopper for den midlertidige kontrol. Indsatser, der kunne målrettes effektiv bekæmpelse af terror og organiseret kriminalitet.
Dyre stikprøver, der udløser andre sigtelser, end hvad der var målet, forekommer noget irrationelt. Men hvem tør røre ved et symbol, der godt nok er stærkt, men stadig er et symbol på terrorbekæmpelse og en pletvis legemliggørelse af en stram udlændingepolitik?
Derfor vil skiftende regeringer sikkert forsvare den midlertidige grænsekontrol. Ikke fordi den virker, men fordi den ser ud, som om den gør. Den er blevet et bekvemt symbol på handlekraft. Men tiden er ikke til illusioner.