På vej mod den ultimative balancegang
Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) skal bevare roen og holde kursen, både når det gælder forholdet til Grønland og USA. En vanskelig balancegang, som ikke bliver lettere af, at J.D. Vance har meldt sin ankomst og er mødets vært.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Sjældent har en dansk udenrigsminister skullet holde kursen i så voldsomt farvand som det, Lars Løkke Rasmussen (M) nu begiver sig ud i, når han onsdag sammen med Vivian Motzfeldt, Grønlands minister for udenrigsanliggender, sætter sig over for USA’s udenrigsminister, Marco Rubio, og vicepræsident, J.D. Vance.
På én og samme tid skal han håndtere et følsomt forhold til Grønland, et anstrengt forhold til USA og holde sammen på Nato. Det er for at sige det mildt ikke let. Der står meget på spil.
For det første rigsfællesskabet og Grønlands eksistens: USA’s appetit på at gøre Grønland amerikansk er ingenlunde ny. Historisk har der været flere forsøg på enten at købe eller bytte sig frem. Handler, der selvsagt ikke er blevet til noget, men amerikanernes interesse har utvivlsomt øget danskernes selvtillid. Som det ofte er sagt, så har Grønland været det stærkeste kort, som Danmark kunne spille i Washington.
Forståeligt nok har det udløst en frustration i Grønland. Tanken om at være en handelsvare er på ingen måde rar og giver mindelser om en kolonitid, som endnu ikke er bearbejdet. Modsat de tidligere tilfælde, hvor en dansk regering har skullet modstå presset fra USA, så sidder Grønland nu med ved bordet.
Men det ændrer ikke på, at lige nu er det inden for rammerne af rigsfællesskabet, at den delikate situation skal håndteres.
Kunsten bliver at holde linjen, tale med én stemme og ikke udstille en splittelse, som vil være en foræring til Trump. At det er lettere sagt end gjort, vidner flere stemmer i Grønland om. Ikke alle har forstået situationens alvor, men bruger den til at fremme egen dagsorden.
For det andet: Danmarks forhold til USA.
Mens Grønland kan tage det forholdsvis roligt i den forstand, at uanset hvad der måtte ske, så vil USA forsvare dem, ganske enkelt, fordi det er i USA’s egen interesse, så er Danmark på det punkt i en anderledes usikker situation. Fra USA, som var og er Danmarks vigtigste allierede, er der skabt tvivl om, hvorvidt vi er i samme båd. Både værdimæssigt og forsvarsmæssigt. En linje, som ikke mindst J.D. Vance har stået for at kommunikere.
Lars Løkke Rasmussen skal holde tungen lige i munden og USA inde.
For det tredje: Natos eksistens.
Donald Trump har tydeligt signaleret, at det er vigtigere for ham at få Grønland end at holde sammen på Nato.
Ganske vist er de europæiske Nato-lande gået ud med massiv opbakning til Danmark og Grønland ved at prioritere forsvaret af Arktis. Herunder øget tilstedeværelse. Men spørgsmålet er, om det kan tilfredsstille Trump, som synes mere fokuseret på Grønland end på Natos strategiske interesse i Nordatlanten og Arktis.
»Hvis det er kontrol med Grønland, som er Trumps dagsorden, så kan intet, heller ikke Natos øgede aktiviteter, tilfredsstille ham,« lød vurderingen fra lektor Jon Rahbek Clemmensen i Jyllands-Posten.
Vance har før kritiseret Danmark for at være en dårlig allieret, mens Rubio på det punkt har været mere neutral og »ikke har haft noget at kritisere Danmark for«, som Løkke Rasmussen fremhævede efter seneste møde i juli.
Det korte af det lange er, at Trump ser Grønland som en del af den hemisfære, som udgør hans interesseområde. Spørgsmålet er, hvor langt han vil gå for at hævde sin interesse, og ikke mindst: Hvilket mandat er Rubio og Vance udstyret med? Har de to samme opfattelse og analyse af situationen? Og hvem har Trumps øre?