Det iranske regimes dage bør være talte
Vi kan kun bifalde, hvis præstestyret i Teheran falder. Men endnu en gang ser det ud til, at EU overlader til USA at skubbe på. Europa burde gøre mere.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er noget dybt bevægende – og dybt afslørende – ved oprøret i Iran. Bevægende, fordi tusindvis af iranere igen sætter livet på spil for deres frihed. De mennesker, der i disse uger går på gaden i Teheran, Mashhad og Isfahan med livet som indsats, fortjener ikke vores tøven, men vores åbne støtte: Mullah-regimet bør falde.
Afslørende, fordi det samtidig udstiller Europas magtesløshed, når verdenshistoriens hjul drejer og skal have et hjælpende skub i den rigtige retning – og i øvrigt også hykleriet i, at verdens mest brutale islamistiske regime stort set har været ignoreret af de aktivister, der ellers gerne demonstrerer for såkaldt global retfærdighed.
Oprøret i Iran er ikke nyt. Det er præstestyrets brutale svar heller ikke. Over 500 mennesker skulle være blevet dræbt under de seneste demonstrationer. Andre er fængslet, tortureret eller truet med dødsstraf. Internettet lukkes. Telefoner slukkes. Regimet gør, hvad det altid har gjort: forsøger at kvæle friheden.
Iran blev i 1979 overtaget af islamister under ayatollah Khomeini med hjælp fra venstrefløjen. Shahens USA-støttede styre var forhadt og korrupt – også dengang var befolkningen økonomisk udsultet, men det iranske totalitære præstestyre har siden kombineret religiøs fanatisme med moralpoliti, shariadomstole, tortur, offentlig hængning, stening og systematisk undertrykkelse af kvinder, religiøse mindretal og politiske modstandere.
Resultatet er et land rigt på ressourcer og historie, men fattigt på menneskerettigheder og håb. Et samfund, hvor mennesker ikke kan leve, tale eller elske frit. Hvor inflation, arbejdsløshed og korruption æder hverdagen op for iranerne, mens magthaverne finansierer militser og terrorbevægelser uden for landets grænser.
Folket sulter, mens regimet eksporterer had og død.
Siden 1979 har styret i årtier finansieret og bevæbnet Hizbollah i Libanon og Hamas i Gaza. Når Israel igen og igen angribes, er Teherans fingeraftryk aldrig langt væk. Styret leverer desuden droner til Putins hær i Ukraine. Præstestyret ser sig selv som spydspidsen i en global kamp mod Vesten.
Det er påfaldende, at EU også her sidder handlingslammet på hænderne og ser på. Den såkaldte revolutionsgarde er stadig ikke på listen over terrororganisationer, regimets forskellige støtter er ikke underlagt sanktioner, de direkte sanktioner imod regimet optrappes ikke, og ingen diskuterer eventuelt at bistå USA med en indgriben i Iran.
Iranerne selv er ikke i tvivl. De demonstrerer for retten til at klæde sig, tænke, tale og elske frit. Der findes ingen progressiv version af det regime, der har regeret Iran siden 1979.
Det er antidemokratisk, kvindefjendsk, antisemitisk og voldeligt af natur. Oprøret i Iran er en global nøglekamp mellem demokratier og diktaturer. Mellem frihed og islamisme. Mellem borgerrettigheder og et styre, der påberåber sig guddommelig legitimitet for mord og undertrykkelse.
De protesterende iranere fortjener ikke kun vores moralske støtte, de fortjener også et langt mere aktivt handlende EU, selvom et nyt styre næppe med det første bliver et mønsterdemokrati. Til gengæld kan det næppe blive værre.
Og næste gang, nogen demonstrerer for global retfærdighed og fred i Mellemøsten, kan man spørge dem, hvorfor de aldrig demonstrerede imod mullahernes umenneskelige, islamiske terrorstat.