P-bøde eller ej vil afsløre, om det er alvor
Skråsikkerhed og teknologi erstattede længe sund fornuft. Ministerens indgreb ændrede tonen. Spørgsmålet er, om det også ændrer praksis.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Det er immervæk noget af et stemningsskifte. For ikke så lang tid siden sagde direktøren for p-selskabet Oparko, at transportminister Thomas Danielsen (V) »tenderede til at være barnlig«.
Opfordringer fra ministeren om at løfte hovedet fra bødeblokken og opføre sig nogenlunde anstændigt blev af direktøren mødt med samme skråsikre tilgang.
Kasper Daae formulerede det selv sådan: »Ministeren siger, at de onde p-selskaber har givet ham fuckfingeren, så nu kommer hammeren og bæ-buh, nu skal vi bare makke ret. Det er en forældet tilgang til, hvordan den virkelige verden hænger sammen.«
Det bidrog til indtrykket af et firma og dermed også en branche gennemsyret af bøllemetoder og med meget vide grænser for, hvad man fandt rimeligt. Både i behandlingen af bilisterne og i mødet med omverdenen. I dag lyder der helt andre toner. Direktøren taler nu om, at Oparko »har været for strenge og firkantede«.
»Hvorfor var der så stort et mismatch mellem det, som vi mente var ret og rimeligt, og så stemningen bredt set,« spørger Kasper Daae.
Det kan vi andre så supplere med et andet spørgsmål: Hvordan virksomheder med samme tilgang som den, Oparko havde før, overhovedet har været i stand til at have kunder?
Miseren skyldes de usynlige bøder, hvor bilister på kamerakontrollerede parkeringspladser har oplevet at modtage en bøde flere dage efter f.eks. at have standset i få minutter uden at betale. Avisen har beskrevet, hvordan bilister har modtaget bunker af bøder uden at vide, at de tilsyneladende havde begået en fejl.
Reglerne er ikke ordentligt prøvet ved domstolene, for ifølge FDM har p-selskaberne en tendens til at trække sagerne i sidste øjeblik. Ministeren skærpede bekendtgørelsen, så der ikke længere burde herske nogen tvivl om, at metoden var ulovlig. P-selskaber begyndte herefter behændigt at kalde »afgifter« for »efteropkrævninger«, som blev sendt til bilister, efter alt at dømme fundet i Motorregisteret. Ministeren truede med at lukke adgangen til registeret og dermed kilden til selskabernes forretningsmodel.
Efter endnu et selvretfærdigt følelsesudbrud har alvoren og rimeligheden ramt Oparko. Ministerens hammer har banket sund fornuft ind i selskabet. Tilsyneladende. Nu lyder det, at bilister først skal betale efter et kvarters ophold på en parkeringsplads, at bunkebøder er fortid, og tydelig skiltning er fremtiden. Sager om bagatelovertrædelser vil blive gennemgået igen.
Pubertær og overivrig brug af ny teknologi angives som årsagen til, at det kom så vidt, og forklaringen lyder som noget taget direkte fra bunken af dårlige, lejlighedsvis konstruerede undskyldninger for manglende betaling af p-afgifter.
Danske virksomheder fortjener som udgangspunkt gode vilkår, færre regler og mindre bureaukrati. Men med det følger et ansvar. Når man ikke kan leve op til det, men i stedet generer borgerne i helt urimelig grad, er det på sin plads, at ministeren tager fat, hvor det gør særligt ondt.
Fra Oparko lyder det, at man vil »genopbygge tilliden bilist for bilist«. Det bliver på bar jord. Det bliver bilisterne, der som de første kommer til at mærke, hvor dybt angerens rod stikker. Om det blot er truslen om at få trukket tæppet væk under forretningen, eller fordi selskabet har ændret syn på verden, vil tiden vise. Vi og bilisterne bedømmer på, hvad der gøres – ikke på, hvad der i fromhed siges. Også tillid er svær at efteropkræve.