Der var kun Gud til sidst - men ellers konge og fædreland for alle pengene

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hele nationen holdt vejret sidste år, da kong Frederik skulle overtage nationens mest royale begivenhed: Nytårstalen.

Der var vist bred enighed om, at han lagde fornuftigt fra land. Good clean family entertainment fra Amalienborg. Så nationen holdt vejret lidt mindre anspændt i år.

Nu er danskerne også ved at vænne sig til den nye monark. Et royalt overhoved, der har fortsat moderniseringen af kongehuset i et tempo, der ikke må være for adstadigt, men heller ikke for forhastet.

Drømmen – eller hvad man nu skal kalde det – om, at Frederik X for alvor i pagt med traditionerne lukker op for den personlige godtepose i konventionel interviewform, lever nok stadig, men efterhånden er det tydeligt for enhver, at kommunikationen fra kongehus til kongerige styres med om muligt endnu mere distinkt hånd – via sociale medier.

Før jul blev en SoMe-seance med kongen og dronning Margrethe, der flettede julehjerter, et viralt monsterhit. Når selv den gamle dronning citerer De Nattergale, kan danskheden næsten ikke tage mere.

Kongehuset - med den relativt nye kommunikationschef Nina Munch-Perrin i spidsen - ved, hvor de kan finde danskerne. Hvor de skal flette mentale hjerter med befolkningen. Ligesom Royal Run endnu engang befæstede kongeparret som mennesker af tiden – i pagt med almindelige danskeres trang til at svede sammen i løbetøj.

Og symptomatisk har kongehuset nu lagt bogen ”Kongeord”, hvor kong Frederik udlagde sit program, ud på kongehusets hjemmeside.

Håbet er nu stadig, at vi får lov til at høre kongen uden manuskript fortælle om det, der betyder noget for ham.

Og her lige op til nytårsaften viste en ny meningsmåling, at kongen nu er så populær som sin mor. Med en tilslutning, som andre europæiske kongehuse kun kan drømme op. Og i Norge og England kigge meget langt efter på grund af diverse skandaler.

I Danmark holder billedet af kongefamilien som fornuftig og velfungerende. Og så almindelig, som man nu kan være, når opgaven og tilværelsen ikke ligefrem udgår fra et parcelhus.

Kongen fik vinget omtrent alt af på den emnemæssige spiseseddel, der ligger til grund for en nytårstale. Lige fra pligten til at værne os mod udenvælts fjender og alt deres hybride provokationer til værdien af at have hænderne godt skruet på.

Ordene om Grønland var ikke fyldige i omfang, men ladet med en umisforståelig besked, som grønlændere, der har set nytårstalen, nok skal forstå og ranke ryggen ved.

Og selv om en sådan tale i sagens natur er en blanding af lidt national afstivning med en snert af moralprædiken, anede man mennesket Frederik i den bisætningsfattige tale. Naturligt nok for ham lagde han ud med familien - og skabte dermed med det samme en klar identifikation for alle os, der sad og lyttede. Og trods lidt stivhed i oplæsningen - som også hans mor i sine første år som regent - afslørede kong Frederik, at hans omgang med sprog har kant, og at han formår at sige mere end de ord, han rent faktisk siger. For eksempel om ydmygheden ved at leve i et samfund.

Kongens tale var én om sammenhold. På de indre linjer og i det store europæiske fællesskab. Og i tider som disse er man nødt til at erkende, at det, der for få år siden ville have været floskler, er ord, der er brug for at betone. At vi ikke skal lade os narre, men holde fast i os selv.

Kong Frederik bestod ”den svære toer”.