Vi fortrød ikke den e-mail

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Der var ni ruter, da postvæsenet blev etableret den 24. december 1624. Danmarks første postmester skulle både være ædru og flittig, og få år senere befalede kongen tilmed, at brevene skulle leveres med en fart på 10 km/t. De seneste år har fornemmelsen af tomgang præget omdelingen, og i dag afleverer PostNord de sidste breve. Dermed sættes der punktum for en historisk institution, der har haft stor betydning for samfundets udvikling med husnumre, postnumre, kærestebreve, afslag, glæder, skuffelser og helt afgørende for erhvervslivet.

I de senere år har postomdelingen udviklet sig til en anakronisme. Ikke kun på grund af den strukturelle tilbagegang i brevmængderne og oplevelsen af en stadig ringere service, men også fordi tiden er løbet fra en statslig spiller, der formelt er dominant, men reelt en skygge af sig selv.

Det er ikke, fordi postvæsenet gennem tiden aldrig har været i stand til at udnytte nye muligheder: kuglepost, postdampskibe, sortering i jernbanevogne og maskiner, der automatisk kunne genkende adresser, selv om de var skrevet med en ubehjælpsom håndskrift, for ikke at nævne de oplagte: cyklen, bilen og elscooterne.

Det var altsammen muligheder, men den største trussel blev digitaliseringen eller – mere præcist – den manglende evne til at omstille sig til den. Flere gange har skatteyderne således måttet sende flere penge til posten, og det har sikkert været bekvemt. Men når staten insisterer på at drive virksomhed på skrumpende markeder, bliver det en selvforstærkende og sløv blanding af dårlig økonomi og berøringsangst. Postbudene har længe kørt med støttehjul, behandlet som et nationalt mindesmærke, i hvert fald indtil uniformens farve blev blå. Det er ikke sket af ond vilje, men af velmenende tøven.

Det er en klassisk dansk disciplin. Andre steder har man været blottet for nostalgi. I Tyskland er Deutsche Post for længst blevet til DHL og dermed en global logistikgigant. På samme måde er der ikke længere meget bowlerhat over britiske Royal Mail, der med privatisering og børsnotering har mistet sit sidste victorianske anstrøg. Danmark valgte i stedet at forlænge afviklingen med ejerskab og støtte – måske i håb om at verden engang ville fortryde e-mailen.

Dao, ejet af samme koncern som denne avis, melder klar til at tage over, hvor PostNord slipper. Heller ikke der kan man hvile på de bløde pakker. For med liberaliseringen følger konkurrence, krav om innovation og forventninger om et vist samfundshensyn. Markedet skal nok levere post, hvor økonomi og volumen hænger sammen.

Øer og tyndtbefolkede egne er i sig selv ikke et forretningsgrundlag, men et vilkår, der skal tages hensyn til. Det samme gælder de mennesker, der er fritaget for digital post fra det offentlige. En indkaldelse til sygehuset skal frem, også gerne før den planlagte operation. Staten må holde øje med, at det sker i det nye år.

Det, der reelt forsvinder fra i dag, er ikke bare de røde postkasser og en omdeling, som vi kender det på godt og i stigende grad ondt. Det er også et farvel til forestillingen om, at staten kan drive alting bedre, bare fordi det engang var nødvendigt. Kongen krævede en ædru postmester og et vist tempo i omdelingen, for også i 1624 var fart, orden og sammenhængskraft vigtigt.

På tærsklen til 2026 handler sammenhængskraft ikke om breve, men om at turde give slip. Selv kongelige institutioner har en udløbsdato, som de i øvrigt selv er med til at definere.