Ikke på de vilkår
De store grønne projekter falder ikke kun på teknologien, men også på vilkårene. Det er svært at være klimafrontløber med håndbremsen trukket.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Julen blev ikke hvid, og året blev ikke grønt. Det burde ellers være enkelt. Hvis Danmark absolut skal være den klimafrontløber, man higer efter at være, skal de store, tunge tiltag indføres dér, hvor de kan gøre en forskel. Alligevel står vi ved årets udgang igen der, hvor statens egne store klimaprojekter bremses af, ja – staten selv.
Fangst af CO₂ er det seneste eksempel. Staten har afsat 30 mia. kr. til, at bl.a. kraftvarmeværker kan investere i Carbon Capture and Storage-teknologien, hvor CO₂ indfanges, så det ikke fiser ud af skorstenene, men i stedet lagres langt nede i undergrunden.
Ambitionen lyder på en CO₂-reduktion på 2,3 mio. tons om året, og det vil være en vigtig brik, hvis målsætningen om en 70 pct.-reduktion skal nås.
Men 6 af 10 prækvalificerede forsyningsselskaber fik kolde fødder først i december. Statens krav er for vidtgående, og den statsdefinerede risiko er alt for stor for varmeselskaberne og dermed ejerkommunerne og borgerne.
I Aarhus har CO₂-fangst været et politisk prestigeprojekt for borgmester Anders Winnerskjold (S) – og i endnu højere grad for hans forgænger, Jacob Bundsgaard. Efter at have opgivet borgmesterposten fandt Bundsgaard hurtigt vej til en konsulentrolle hos forsyningsselskabet Kredsløb med en klar opgave: Der skulle hentes statslig støtte hjem til CO₂-fangst. Det lykkedes heller ikke.
Statens krav om milliardstore garantier udløste en reel frygt for, at kommunen kunne ende under statslig administration, hvis teknologien slog fejl eller trak ud.
En lignende konklusion er man nået frem til hos bl.a. Hofor, Ørsted og Fjernvarme Fyn. Ikke på de vilkår, lyder det. Lyder det bekendt? Ja, det lyder som sidste år, hvor statens udbud af havvindmøller floppede af samme grund: Ingen ville være med på statens betingelser.
Aftalepartierne på Christiansborg kom på andre tanker med et støtteloft på maksimalt 55 mia. kr. Trods det står Klima- og Energiministeriet uden et bud på, om projekterne giver samfundsøkonomisk mening, når plusser som overproduktion af strøm samt CO₂-reduktioner vejes op mod opførelse, drift og vedligehold.
Så er solcelleparkerne mere præget af det vilde vesten. Flere byråd har, når de træder sammen første gang i det nye år, annullering af solcelleprojekter som første punkt.
Det er der til gengæld ikke meget trist ved. Overproduktion af grøn strøm, når vejret arter sig, er allerede en realitet. Tilbagerulningerne er blot et udtryk for det, der altid har præget solcelleprojekterne: tilfældigheder, kapløb og jordbesiddernes udsigt til en god handel.
Det paradoksale er til at tage at føle på: fri leg, hvor der ikke mangler en eneste kilowatttime – men selvforskyldte, umulige vilkår der, hvor store tiltag kan blive til mærkbar forandring. Hvis alt går vel, vel at mærke.
Vi slutter, som EU har sluttet året: med et stort tal og et større forbehold. EU-landene og Europa-Parlamentet er netop blevet enige om at have reduceret udledningerne af drivhusgasser med 90 pct. i 2040. Klimakreditter, hvor usikre initiativer uden for EU skal bidrage til at nå målet, er en del af den såkaldte løsning.
Og sådan adskiller Danmark sig i grunden ikke meget fra det EU, selvom vi gerne vil fremstå grønnere og bedre. På den ene side store ambitioner. På den anden side selvforskyldte benspænd, der gør det vanskeligt at nå dem.