Vender de lyse nætter nogensinde tilbage?
Vi skal fejre jul – på et bagtæppe af en verden, vi skal bekymre os over. Men for alt i verden ikke melde os ud af.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Lyset jager de onde ånder bort. Kan det være derfor, at det synes, som om flere og flere har skruet op for kæderne med julelys i år? For vintermørket har sænket sig tungt over verden for tiden.
Og kan man være helt sikker på, at det verdenspolitiske lys vender tilbage ligesom sollyset med sikkerhed gør?
En af de mest legendariske fortællinger om jul – og dermed også håb – på trods, er den fra juleaften 1915 på den blodige vestfront. Midt i en af historiens blodigste krige forlod soldater fra den tyske og britiske side deres klamme og sygdomsbefængte skyttegrave og gik ud i det ingenmandsland, der ellers var den visse død. Og sang ”Glade Jul” sammen. Inden de gik tilbage i jordhullerne igen og fortsatte med at slagte hinanden.
Bevares, episoden ændrede ikke krigens gang. Men håbet. Håbet om, at nogen giver pokker i galskaben og insisterer på, at relationen mellem mennesker er det stærkeste bånd – det håb lever videre med den historie.
Men lige nu kan man godt føle sig som den lille Ida med svovlstikkerne fra H.C. Andersens drivende sentimentale eventyr. Vi stryger ikke en tændstik, men køber os måske en gave, der kan få tankerne væk fra den evige nyhedsstrøm af død, ulykke og tåbeligheder. Vi lukker os måske lidt mere om os selv og vores nærmeste for at holde situationens mørke og kulde ude. Og midt i al den store bulder overhører vi let, at også folk nær på os kan have det svært.
Vi kan sidde og ryste og ryste på hovedet af tidens despoter, der i deres forskellige udgaver af storhedsvanvid og egomani gang på gang flytter hegnspæle for, hvad vi troede, vi skulle opleve dem sige og gøre.
Selv kan vi intet gøre, vel? Verden er så stor, så stor, Lasse, Lasse-lille. Og alligevel så tæt på. Der er på snart fjerde år krig godt 1.000 km væk fra Danmark – det er blevet hverdag, og træthedstegnene har meldt sig. Desværre.
Ukrainekrigen viser os med tydelighed, hvor farligt det kan være at lukke øjnene for den brutale virkelighed og i stedet hygge os i smug med vores lokale problemer.
Begrebet ”åndelig oprustning” blev et modeord. Men kun forbigående, fordi der ikke rigtig var nogen, der kunne finde mening i, hvad det indebar. Jo, vi kunne jo bare spørge ChatGPT – men det er ikke megen åndelighed i.
Allerede nu viser opgørelser, at mængden af kunstigt frembragte informationer på internettet har overhalet den, der er frembragt af naturlig vej, af rigtige, mere eller mindre tænkende mennesker. Det er skræmmende. Er vi virkelig klar til at lade os surfe afsted på det bræt? Nemt, bekvemt, hurtigt.
Jo mere vi overlader til kunstig intelligens, jo slappere bliver vores egen viden, vores egen forstand.
Ud af denne malstrøm af utryghed kommer polariseringen. Uforsonligheden. Vi mister tilliden til det bestående og hakker gerne løs. Nogle gange med god grund, fordi systemet er sandet til i sine egne irgange, men andre gange mere som modværge. Stemmer, der vil bryde det bestående ned, hæver sig.
De – ofte borgerlige stemmer – kommer dermed ufrivilligt til at lyde som de munkemarxister, der i 1970’erne havde deres hammer rettet mod den borgerlige autoritet.
Og problemet er, at disse stemmer endnu skylder nødvendige svar på, hvad de vil stille i stedet.
Vi er nødt til at håbe. Vi er nødt til at tro, have tillid. Alternativet er skræmmende værre. Vi er nødt til at hanke op i os selv og gøre os klogere end en dum maskine, der styres af ukendte kræfter. Vi er nødt til at deltage i demokratiet – den mindst ringe løsning – for at autokraterne ikke skal løbe afsted med det hele.
En dag vender de lyse nætter tilbage. Det gør de.
Glædelig jul.