Litteraturen blev frifundet, men det er ikke et fripas til ikke at tænke sig om

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

I sidste uge faldt en dom ved Retten i Nykøbing Falster, og den lød, som den bør lyde i et frit samfund: Forfatteren Thomas Boberg blev frifundet.

Ikke blot blev han renset for påstanden om injurier mod Fejø-boen Frank Strathe, der mente sig genkendt og løjet om i Bobergs roman ”Insula” – dommen løftede også et vigtigt princip, som er værd at holde fast i, nemlig at romanen er fri.

Det var en vigtig sejr for ytringsfriheden, for kunsten og for alle, der mener, at litteraturen skal kunne udforske mennesket og livet uden at blive behandlet som en avisartikel.

Autofiktionen kan være strålende. Anneux, Knausgård og Ditlevsen har f.eks. alle gjort selvbiografiske snit til stor kunst. I år har Theis Ørntoft og Iben Mondrup vist det med to af årets bedste danske bøger. Men når forfattere låner liv og karakterer af deres familier og naboer, når hovedpersoner hedder næsten det samme som forfatteren, når detaljer er så nøjagtige, at de vækker genkendelse, så er vi ikke længere kun i det frie kunstneriske eksperiment, men også i en medfølgende moralprøve. Den juridiske frifindelse betyder nemlig ikke frit slag moralsk.

Fejø-sagen viser, at vi lever i autofiktionens tid. Når romanen i stigende grad bliver et spejl, der vender bagud mod forfatteren selv, eget levet liv og menneskene i det, er risikoen, at kunsten kan blive reduceret til en slags dokumentarisk udlevering af andre mennesker. Forlagschef Simon Pasternak og Gyldendal har stået skulder ved skulder med Boberg under sagen. Det er forståeligt. Ethvert forlag skal tage ansvar for friheden til at gøre kunsten stor. Men der hviler et ansvar på både forlag og forfatterne.

Det handler om magt. Forfatteren har en platform, mens de portrætterede mennesker har et liv og en hverdag. Den juridiske grænse er nødvendig, for uden den ville litteraturen blive chikaneret ud af sit kunstneriske og eksistentielle felt.

Men lovens grænse er én ting. En anden ting er det etiske element, som forfattere, redaktører og forlag bærer ansvaret for. Kan man både beskytte kunstens frihed og rigtige menneskers liv og værdighed? Det kan man nok godt, selvom kunsten skal være fri til at såre, gøre ked af det, provokere og ophidse.

Der er også et økonomisk aspekt. Autofiktion sælger. Vi er nysgerrige på forfatterne og deres liv og levned. Forlag ved det. Forfattere ved det. Markedet belønner den skarpe genkendelighed, der får bøger omtalt i aviser og på sociale medier. Den kunst, der altså nærer sin egen økonomi ved at rive i naboens intime stof, skal tage ansvar for sin moralske kapital.

Bobergs sag synliggjorde dilemmaet. Efter udgivelsen af ”Insula” meldte en kvinde fra Fejø, at hun kunne se sig selv i figuren Elisa. Forfatter og forlag reagerede ved i senere oplag at ændre hendes hårfarve og transportmiddel.

Vi står altså med en forfatter, der i retssagen har proklameret, at romanen er fri, at en forfatter har ret til at skrive alt i en skønlitterær sammenhæng, og at samvittighed er et personligt anliggende, men som i praksis ændrede tekstens detalje, når et konkret menneske følte sig såret. Det vidner om en inkonsistens.

Enten mener forfatteren, at fiktionen er fuldstændig uafhængig af virkeligheden – eller også ved han, at den ikke er det. Boberg og forlag valgte begge dele på samme tid. Det er problematisk.

Retten frifandt Boberg. Heldigvis. Men sund fornuft tilsiger, at forfattere må tænke sig om, redaktører tage ansvaret for advarsler og etiske standarder, og forlag sørge for, at den kunstneriske frihed ikke bliver en dårlig og doven undskyldning for hensynsløs udlevering.