Europa har ikke forstået krigens alvor
Idéen om at anvende russiske midler til at finansiere forsvaret af Ukraine faldt på EU-topmødet. Det understreger, hvor svagt Europa er klædt på i en krigssituation.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
En genstridig belgier og en trio af bagstræberiske centraleuropæere demonstrerede natten til fredag, hvor langt Europa fortsat er fra at forstå den ukrainske krigs alvor.
Man kan være venlig og sige, at glasset set fra et ukrainsk synspunkt trods alt er halvfyldt. For nok fik vi europæere igen udstillet for alverden, hvor splittede vi er, men det lykkedes trods alt i natlige forhandlinger at få flikket et forlig sammen, der sikrede Kyiv 90 mia. euro i støtte og dermed to års finansiel overlevelse.
Der er til gengæld ingen speciel grund til at være venlig over for det forløb, der gik forud, eller over for EU’s manglende vilje til at se den virkelige udfordring fra Rusland i øjnene. Det er en udfordring, der potentielt kan slide både EU og andre vestlige alliancer i stykker, måske hurtigere, end de fleste forestiller sig.
Før mødet i Det Europæiske Råd med regeringsledere havde Polens ofte klarsynede premierminister, Donald Tusk, ridset problemstillingen op på eksemplarisk facon: »Vi står over for et enkelt valg. Enten penge i dag eller blod i morgen. Jeg taler ikke bare om Ukraine. Jeg taler om Europa.«
Diskussionen har i måneder handlet om de godt 200 mia. euro i russiske aktiver, som siden det russiske storangreb i februar 2022 har stået parkeret primært i Euroclear, en finansinstitution, der uheldigvis befinder sig på belgisk territorium.
En række europæiske lande, herunder Danmark, talte for, at de frosne russiske midler skulle bruges i støtten til Ukraine, men Belgien havde hejst det hvide flag længe før topmødet, ifølge internationale medier bl.a. efter robust russisk pres på landets pjok af en premierminister, Bart De Wever.
Belgieren vred sig under hele forløbet som en ål på en stegepande, og trods en energisk indsats fra bl.a. den tyske kansler, Friedrich Merz, lykkedes det aldrig at bringe ham til fornuft.
Det endte med et natligt kompromis mellem 24 EU-lande om et rentefrit lån til Ukraine, for Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, der i varierende grad er begyndt at orientere sig mod Moskva, ville ikke være med.
I Kreml vil man med tilfredshed have noteret sig to ting fra dette forløb: at pres og beskidte kneb virker, og at EU er i fuld gang med at slå sprækker – ikke mindst i Centraleuropa. Her vil Moskva i fortsættelsen arbejde målrettet på at slå yderligere kiler ind.
Set i et europæisk perspektiv er det mest påtrængende problem løst, for Ukraines vakkelvorne statsfinanser skulle nu være sikret i 2026 og 2027, men man står tilbage med flere strategiske udfordringer.
Det handler ikke mindst om, hvordan man vil navigere den stigende splittelse på EU’s østflanke mellem de principfaste stemmer i Polen og Baltikum og den defaitistiske akse af Slovakiet, Tjekkiet og Ungarn, der synes at have glemt alt om, hvad Moskva gjorde ved dem i 1956 og 1968.
Mest fundamentalt peger det kaotiske og ubeslutsomme forløb på EU’s fortsatte svaghed, når det handler om at hævde sig i rivaliseringen med stormagterne. Det ansvar, som unionens største medlem, Tyskland, og kansler Merz har påtaget sig den seneste tid, udgør i den sammenhæng et lille lys i mørket.
Men det indtryk, der står klarest tilbage efter topmødet, er, at store dele af Europa efter næsten fire års russiske myrderier i Ukraine fortsat ikke har forstået omfanget og dynamikken af truslen fra øst. Uviljen til at tage pengene kan desværre have bragt os endnu et skridt tættere på blodet.