Gidselspil med Europas diktatorer er en farlig leg

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Den, der trykker Aleksandr Lukasjenko på næven, gør klogt i bagefter at tjekke, om han fortsat har fem fingre tilbage på hånden.

Siden 1994 har diktatoren holdt befolkningen i hårdtprøvede Belarus nede med metoder, der i perioder har fået magthaverne i nabolandet Rusland til at ligne de rene konfirmander. I årene 1999-2002 forsvandt en række oppositionsskikkelser således sporløst – formentlig som ofre for Lukasjenkos dødspatruljer.

Efter det præsidentvalg i 2020, som oppositionens leder, Svitlana Tskihanouskaja efter alt at dømme vandt, blev protester mod den omfattende forfalskning af resultatet slået ned med hård hånd.

Siden da har Belarus, et land med ca. ni millioner indbyggere, tilbageholdt over 4.000 personer i politiske sager – og har i dag fortsat 1.110 politiske fanger i sine fængsler ifølge en opgørelse fra ngo’en Viasna.

Det tal blev lykkeligvis noget mindre søndag, da 123 politiske fanger blev løsladt i en byttehandel formidlet af USA mod en lettelse af sanktionerne på eksporten af gødning fra Belarus.

For fangerne, deres familier og de demokratiske bevægelser i Belarus var det en glædens dag, og man kan kun dele begejstringen over, at uskyldigt dømte nu er kommet på fri fod – om end i landflygtighed.

Aftalen er endnu et eksempel på noget, der er blevet Lukasjenkos politiske kendemærke. For trods sin brutale indenrigspolitiske linje har diktatoren over lange perioder formået at balancere politisk mellem Moskva og Vesten og skaffe sig fordele fra begge sider.

Mens russerne har haft stor interesse i en militarisering af Belarus for at kunne udnytte landets strategiske beliggenhed, så har Vesten satset på, at aftaler med Minsk kunne svække Moskvas indflydelse. Dette mønster har den snu Lukasjenko kunnet udnytte igen og igen.

Vesten bør være meget opmærksom på denne mekanisme og ikke ukritisk forsøge at engagere sig med diktatoren i Minsk, påpeger en af de løsladte, menneskeretsforkæmperen og nobelpristageren Ales Bialiatski: »Vi må få forklaret det internationale samfund, at undertrykkelsen i Belarus skal afsluttes. Det er ikke nok at få fanger løsladt. Ellers vil handlen med fanger fortsætte – nogle bliver løsladt, andre sat i fængsel for at kunne forlange nye indrømmelser,« sagde han.

Lignende bekymringer blev udtrykt, da Vesten og Rusland i august 2024 udvekslede en række politiske fanger i Rusland med en stribe spioner og attentatmænd anholdt i Vesten. Udvekslingen betød, at flere ledende skikkelser i den russiske opposition kom på fri fod – og det er sandsynligt, at den reddede menneskeliv. Men byttehandler af denne art er alligevel betænkelige, fordi de kan give Moskva et incitament til at skrue op for sabotage og anslag i Vesten, vel vidende at man før eller siden kan få sine gerningsmænd hjem.

Også i Georgien, hvis ledere i disse måneder kopierer undertrykkelsen i Minsk og Moskva, er der stemmer, som afviser denne kurs: »Som politiker og politisk fange erklærer jeg med fuld overbevisning, at der ikke bliver nogen handel med fanger,« skrev Helen Khoshtaria, en af lederne af den demokratiske bevægelse i Georgien, på X.

Vi skal glæde os med de modige aktivister, der kom på fri fod sidste weekend, men først og fremmest skal vi huske på, at denne type transaktioner ikke kan erstatte en langsigtet strategi for at svække diktatorerne i Minsk og Moskva – og på enhver måde styrke de demokratiske kræfter, som kæmper mod dem.