Nu skal Europa bevise, at vi kan selv. Måske er det ikke så skidt
USA vender ryggen til Europa, så vi må klare os selv. Selvom det er hårde odds, kan Europa komme styrket ud af det pres. Hvis vi magter det.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Vi har hørt det længe. Den amerikanske vicepræsident, J.D. Vance, sagde det ved sikkerhedskonferencen i München i februar. Nu har vi det også sort på hvidt: Europa kan ikke regne med USA som garant for sin sikkerhed.
Europa er en strategisk byrde, et kontinent svækket, aldrende og i »civilisatorisk forfald«. Amerikanerne støtter derfor »modstand mod Europas nuværende kurs« i egne medlemslande, hvilket vil sige opbakning til de EU-kritiske nationalkonservative bevægelser.
Det fremgår af den National Security Strategy, som Trumps administration har offentliggjort.
I FE’s seneste trusselsvurdering er USA derfor også beskrevet negativt og for første gang ikke som en ubetinget beskytter.
Det er et historisk skred, vi nu har på skrift.
Man kan mene meget om Trump, men at Europa står svagt og ikke kan forsvare sig selv, er korrekt. Mest presserende er selvsagt situationen i Ukraine. USA vil gerne have en fred, så en strategisk alliance med Rusland kan sikres, fordi Kina ses som hovedfjenden.
Hvis en fredsaftale ender hen over hovedet på Ukraine, men med fuld tilfredshed i både Washington og Moskva, så får vi en verdensorden, hvor grænser kan ændres med magt. Det er meget dårligt nyt, som bør skræmme alle andre end Trump og Putin og diktaturet i Beijing.
Det er heller ikke forkert, at EU er præget af handlingslammende bureaukrati og interne uenigheder. Østeuropa satser alt på Nato, Sydeuropa er mest optaget af egen ustabile politiske og økonomiske situation, og de vesteuropæiske lande kan ikke blive enige om en fælles strategi.
Det er også sandt, at Europa er i kulturel krise, bl.a. på grund af lave fødselsrater og muslimsk indvandring. Trump vil gerne have, at Europa »skal forblive europæisk« og genfinde »civilisatorisk selvtillid«. Hvis det betyder, at Europa helt anderledes end i de forgangne 100 år skal tage sin arv og identitet fra kristendommen, den græske filosofi og Oplysningstiden til sig, så kan man kun være enig.
Den nye amerikanske strategi er ikke et farvel til transatlantisk samarbejde som sådan, men farvel til et værdibåret fællesskab om den liberale retsstat og universelle menneskerettigheder og goddag til et transaktionelt paradigme, hvor nationale interesser – militære og kommercielle i uskøn forening – er enerådende.
Det er derfor også et farvel til det USA, der uforbeholdent har været den store beskytter. Meget kan ske i USA, hvor næste års midtvejsvalg måske kan begrænse Trumps udfoldelser, men reelt er det sekundært. Den gamle verdensorden kommer ikke igen. Det primære er uanset hvad, at vi i Europa forholder os til os selv.
Hvis de nationalistiske bevægelser i Europa får magt som agt, så vil EU blive endnu mere svækket og usammenhængende. Det giver mindelser om tiden efter Første Verdenskrig – et frygteligt scenarie.
Men de nationale dagsordener kan ikke negligeres. Alle lande slås med opdeling af befolkningerne, kløfter imellem befolkning og eliter, voksende yderfløje på det politiske spektrum, muslimske parallelmiljøer med arbejdsløshed, kriminalitet og ikke-europæiske værdier og dårligt kørende uddannelses- og sundhedssystemer.
Europa har brug for at finde sammen om et stærkere, fælles forsvarssamarbejde i både EU- og Nato-regi. Altsammen koster tid og energi – og ikke mindst penge.
Presset på de europæiske ledere er enormt. USA’s nye sikkerhedsstrategi kræver, at Europa rejser sig og organiserer sin egen forsvarsevne og genopbygger forståelsen og respekten for egen historie og kultur. Det er farlige og skræmmende tider. Men det skader nok ikke med større ansvarlighed, selvom det ikke er noget, vi selv har fundet på.