Endelig er tørre principper mere spændende end saftige detaljer
Sexanklager mod en tv-vært gjorde advokatundersøgelsen uimodståelig. Højesteret viser, hvorfor fascinationen kan være farlig.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
1919 markerede et opgør. Indtil da var lovovertrædelser mest af alt en sag mellem parterne. Med indførelsen af Retsplejeloven blev grundlovens principper om åbenhed, adskillelse af anklager og dommer omsat til praksis.
Nu skulle retsplejen være præget af offentlighed og borgernes opbakning. Siden har World Justice Project hyldet Danmark for at have verdens bedste retsstatsgaranti. Sådan skal det helst blive ved med at være, og derfor er Højesterets afgørelse i sagen om advokatundersøgelsen af Jes Dorph-Petersen vigtig.
For advokatundersøgelser har i de seneste år udviklet sig til et bekvemt værktøj, når egen tilstrækkelighed ikke rakte, eller noget ubekvemt skulle holdes i strakt arm. Det er sket i private virksomheder, i kommuner, hos offentlige myndigheder og sågar også i Folketinget.
”Advokatundersøgelser” har duftet af handlekraft og vilje. I virkeligheden lugtede metoden af skrøbelig retssikkerhed og – ikke uvæsentligt – et solidt forretningsben for advokathusene. Jes Dorph-Petersen-sagen udstiller, hvor galt det kan gå, når ivrig omgang bliver for lemfældig.
Sagen blev en af de mest markante, da MeToo-bølgen senest var på sit højeste. I 2020 hyrede TV 2 advokaten Yvonne Frederiksen til at gennemføre en såkaldt undersøgelse af, hvad der var foregået mellem tv-værten og to tidligere praktikanter så langt tilbage som i 2001 og 2003.
Trods afvigende forklaringer fra de to og et fravær af objektive beviser for det påståede konkluderede advokaten på et onlinemøde, at Jes Dorph-Petersen havde gjort sig skyldig i seksuel chikane. Højesteret konkluderer, at Yvonne Frederiksen hverken var grundig eller omhyggelig nok i sin fremgangsmåde og forsømte sin såkaldte omsorgspligt over for den mand, hun samtidig gjorde til genstand for sin vurdering.
Sagen viser, at man har god grund til at føle sig prisgivet, hvis man bliver bedt om at deltage i en advokatundersøgelse, uanset om man er påstået forurettet, er under anklage eller blot optræder som vidne. For det har hidtil været uklart, hvad det indebærer af ret og pligt. Den praksis, hvor malplacerede jurister mere eller mindre bevidst både undersøger og gør sig til dommer, har længe været en gråzone med vidtrækkende konsekvenser.
Ikke bare for den enkelte som Jes Dorph-Petersen, der mistede job og anseelse. Det største tab er retsstatens: De principper, vi byggede i 1919, bliver udhulet, når private undersøgelser får lov til at fungere som domstol light.
Det har været klart længe. Advokatrådet har forsøgt at betone, at en undersøgelse kun kan udgøre en del af den samlede blotlægning. Men efter Højesterets afgørelse kan ingen længere lade som ingenting. Hverken dem, der bestiller undersøgelser med et fiktivt armslængdeprincip, eller de advokater, der har taget imod opgaverne med udsigt til høje timepriser og en bekvem rollefordeling.
Intet kan optage Mediedanmark som kombinationen af sexanklager og en kendt tv-vært. Derfor har sagen om Jes Dorph-Petersen, eller snarere sagen om Yvonne Frederiksen, fyldt så meget. Det gør den undtagelsesvist ikke mindre væsentlig. Tværtimod.
Retsstaten hviler på klar rollefordeling, åbenhed og lige vilkår. Advokatundersøgelser kan i værste tilfælde være alt det modsatte og en uskik, der hører hjemme i et inkvisitorisk system. Højesteret har trukket en nødvendig streg i sandet. Alle må tage et ansvar, også når det er mest fristende at lade være.