Konventioner har afløst EU som arena for dansk nationalsport
Danskerne har mange års træning i EU-debatten ud i kunsten at plukke rosiner ud af kagen. Nu gælder det internationale konventioner.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
For en del danskere har det altid været en holdsport at finde hår i suppen. Eller det, der er værre. Årtiers EU-debat har i høj grad handlet om et fællesmarked eller en union, som med direktiver, forordninger eller beslutninger stod i vejen for danskernes frie udfoldelse og selvbestemmelse. Mange kræfter er blevet brugt på at skrue Danmarks medlemskab sammen på en måde, så man kunne nyde godt af fordele og plukke ubehagelighederne fra.
Nu er der efterhånden konsensus om EU-medlemskabet, men samme tankegang er overført til konventionerne, som er blevet kampplads i det velkendte spil.
Politikere holder de internationale forpligtelser op som skræmmebillede og hævder, at de begrænser den nationale handlefrihed. Nøjagtig som med EU, så findes argumenterne i alle varianter fra den, som bare mener, at det hele er noget møg, og at Danmark bør holde sig udenfor, til den, der forsikrer, at de skam går ind for forpligtende internationalt samarbejde, men at der bør være undtagelser her og der.
Til de sidste hører nu også Venstre, som vil gå til valg på, at Danmark skal trække sig ud af statsborgerretskonventionen. Angiveligt vil det konkrete udbytte være lille.
»De ekstra udvisninger vil måske kunne tælles på én hånd,« vurderer professor dr. jur. Frederik Waage i Jyllands-Posten.
Signalværdien vil til gengæld være stor. Alene af den grund, at det ikke er sket før.
På en god dag kunne man trække på skuldrene og konstatere, at intet er helligt i en valgkamp, og at det ikke er specielt overraskende, at indenrigspolitiske hensyn får forrang for udenrigspolitik.
Det er set i adskillige sager.
Men lige nu findes der ikke nogen god dag i verden. Ønsket om dansk enegang lander i en turbulent tid, hvor om ikke alle, så i hvert fald rigtig mange internationale aftaler er i spil, og hvor det USA, som har stået som garant for Danmarks sikkerhed og leder af den frie verden, i allerhøjeste grad selv bidrager til at vælte en regelbaseret verdensorden.
Lige før Venstre spillede konventionskortet, offentliggjorde Det Hvide Hus USA’s nye nationale sikkerhedsstrategi, som på ingen måde må være behagelig læsning for den, som ynder at sige, at USA er Danmarks vigtigste allierede.
USA ser nok sig selv som vigtig, men allieret sættes der i høj grad spørgsmålstegn ved, ligesom der gøres ved alliancer. Strategien er gennemsyret af en tankegang om en verden i interessesfærer. De store lande bestemmer. De små tilpasser sig.
Magtbalancer forskydes, og der er mange hele eller halve despoter, som ville nyde, hvis menneskerettighederne forvandles til en slags fritvalgsordning, hvor man kan fravælge det, som ikke lige passer ind i ens politiske kram.
At sætte en konvention på højkant er højt spil. Og det kan få både uoverskuelige og utilsigtede konsekvenser.
Som Venstres ordfører Kim Valentin udtrykte det i januar 2024, da Dansk Folkeparti stillede beslutningsforslag om at udtræde af netop statsborgerretskonventionen: »De internationale konventioner gavner i det store hele både Danmark og verdenssamfundet. Danmark er et lille land og har derfor en meget stor interesse i at være en del af et internationalt regelbaseret samfund, for alternativet er en usikker verdensorden, der udelukkende baserer sig på de stærkes ret.«
Kun fem folketingsmedlemmer stemte for: Dansk Folkeparti og Lars Boje Mathiesen. Alle andre partier stemte imod, og det var vel at mærke et år og 10 dage, inden Trump trådte til.