Frontfigurerne er usynlige, men oppositionen mod Putin lever
Eneherskeren og imperialisten Vladimir Putin ser sig selv som inkarnationen af Ruslands stormagtsstræben. Heldigvis fortæller historien os, at magten ikke er evig, og at modstand nytter.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Prismodtageren kunne ikke være til stede, og hans hjemland boykottede ceremonien, men 50 år efter uddelingen af Nobels Fredspris til Andrej Sakharov står hans ord ved den lejlighed som en inspiration for os i en tid, der på flere punkter minder om dengang.
Den 10. december 1975 befandt demokratiforkæmperen Sakharov sig i en retsbygning i Vilnius, Litauen, hvor han overværede retssagen mod en af sine nærmeste allierede, Sergej Kovaljov. Nogenlunde samtidig modtog Sakharovs medkæmper og hustru, Jelena Bonner, fredsprisen på hans vegne, bare 1.250 km borte i Oslo – på den anden side af det jerntæppe, der delte Europa i to.
I sine bemærkninger til ceremonien, oplæst af Bonner, tog Sakharov udgangspunkt i de to spørgsmål, der lå ham mest på sinde, kampen for frihed og for fred: »Det har gjort mig særlig glad, at Nobelkomitéen i sin begrundelse har understreget sammenhængen mellem forsvaret af freden og forsvaret af menneskerettighederne,« lød det.
I december 2025 er den dagsorden desværre så aktuel som på noget tidspunkt de seneste 50 år.
Vladimir Putin, født og formet i Sovjetunionen, er ophavsmand til en krig i Ukraine, der kan have dræbt op mod en halv million mennesker (hvis man opgør både militære og civile tab), har ødelagt store egne og sendt mange millioner på flugt. Internt i Rusland afstives dette imperialistiske mareridtsprojekt af en skånselsløs forfølgelse af anderledestænkende under anvendelse af hele det sovjetiske udtræksklaver af censur, overvågning, tortur og drakoniske fængselsstraffe.
Heller ikke internationalt er der meget nyt under Solen. I 1970’erne var det mest Moskva-tro kommunister, der agerede heppekor for diktaturet. I vores dage kalder Kreml-apologeterne sig i enkelte tilfælde stadig »kommunister«, men hyppigere »nationalkonservative« eller »udenrigspolitiske realister« – uden at argumenterne har udviklet sig særlig meget i de mellemliggende fem årtier.
Ved prisuddelingen for 50 år siden var det svært at forestille sig, at Sovjetunionen ikke var bygget til at holde i århundreder. »I den nuværende situation er det en intellektuelt modig gestus, der viser stor retfærdighedssans, at give prisen til en mand, hvis idéer ikke falder sammen med de officielle opfattelser hos ledelsen af en stor og magtfuld stat,« lød det i Sakharovs tale.
Dengang tog Moskva sig væsentlig mere frygtindgydende og uovervindelig ud end i dag. Ikke alene herskede Kommunistpartiet over 15 Sovjetrepublikker (hvoraf Rusland bare var én), men også over store dele af Centraleuropa: Prag, Warszawa, Budapest og det østlige Berlin lå alle dybt inde i sovjetsfæren.
Men som vi nu ved, var supermagten holdt sammen med papirklips og dårlig sovjetisk kontaktlim, dens ledere en forsamling af aldrende bagstræbere. Hvem bortset fra de særligt interesserede husker en Leonid Bresjnev eller en Konstantin Tjernenko i dag?
På samme måde vil historien placere Putin på hans rette hylde – og det måske hurtigere end mange forventer. Med sin blodige eventyrpolitik har KGB-manden ikke alene gjort sig skyld i talløse forbrydelser, men spiller også højt spil med Ruslands fremtid. Få vil sige ham tak for det, når han er borte.
Den moderne russiske opposition er uligt mere talstærk og veludrustet, end tilfældet var i 1975. Man mangler en figur med Andrej Sakharovs naturlige autoritet, men til gengæld kan bevægelsen holde fast i og hylde hans enkle og rigtige idéer om fred, frihed og retfærdighed. De lever og er fuldt så farlige for Kremls mørkemænd, som tilfældet var i 1975.