Man kunne jo bare slukke. Men du slipper ikke for at betale for langsom kvælning

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Det var noget nær en revolution, da TV Syd i 1983 stoppede Danmarks Radios monopol på at sende fjernsyn i Danmark. Pludselig kunne man i Syddanmark se fjernsyn lavet af folk, der kendte Kongeåen.

Det trængte vi til dengang, og det trænger vi til i dag, hvor en stor del af de landsdækkende medier fra et kontor i København gætter sig til, hvad der optager danskerne.

Lokal forankring og vedkommende fjernsyn var hele pointen, da de regionale tv-stationer skød op de efterfølgende år. I begyndelsen var der noget Canal Wild Card over det hele, siden mere frihjul, men altid med garanti for millioner af skattekroner i ryggen.

At lave fjernsyn, der optager lokalt, fylder stadig mindre for TV 2-regionerne. Nogen skal jo trods alt se, hvad der kommer ud af de begrænsede anstrengelser og de mange skattepenge. Brugerne skal selvfølgelig nås, hvor de er.

Men det sker på måder, der ligger milevidt fra hele idéen med regionerne – at lave tv – og foruroligende tæt på det, som de lokale, private medier skal forsøge at tjene penge på: nærværende og lokale tekstnyheder.

Konkurrencen er ikke bare unfair, den er også pokkers dyr. Over 600 mio. kr. koster det skatteborgerne hvert år at svække et mangfoldigt mediebillede.

Det har længe været en urimelig konkurrence, men efterhånden ligner det også den rene hån mod danskerne, når regionerne kaster sig ud i YouTube-satsninger, TikTok-stunts eller dilettantsatire om emner, der intet har med lokalområdet at gøre.

På en god dag kan man grine ad det hele. På en dårlig dag slukke, men aldrig slippe for at betale.

Det er ingen spøg, så noget må gøres. Kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) nedsatte et udvalg, der skulle finde fremtidsløsninger, men som må have arbejdet et sted uden signal.

For resultatet er syv anbefalinger og tre scenarier så virkelighedsfjerne, at ingen kan lide dem. Ikke engang TV 2-regionerne, som ellers lader til at blive de store vindere, uanset hvad.

Hvem det med samme garanti vil gå ud over, er netop de private, lokale medier. Små som store: regionale dagblade, ugeaviser, ultralokale digitale pionerer. For anbefalingerne giver regionerne stort set frit slag til at æde endnu mere af de private medieforretninger. Forretningen forsvinder, når indholdet kan hentes gratis hos konkurrenten, der får hele gildet betalt af statskassen.

Taberne bliver danskerne og i sidste ende demokratiet. For et sundt medielandskab og lokal sammenhængskraft kræver mange stemmer, vågne redaktioner og journalister, der står op i de områder, de dækker. Et pluralistisk mediebillede udfordrer, nuancerer og styrker.

I dag stammer langt de fleste lokale nyheder fra private aktører. De må se deres historier dukke op igen som tekst eller video hos de regionale stationer.

Og når man ikke længere kan ignorere substans som f.eks. ved kommunalvalget, bliver de samme journalister og redaktører hevet ind foran kameraet for at levere den indsigt, de gennem år har opbygget i kraft af dedikation, tilstedeværelse og ægte nærvær.

Hvis der er ét håb at klamre sig til i udvalgets anbefalinger, er det, at ingen af dem bliver til noget. Udgangspunktet er elendigt, og de såkaldte løsninger endnu værre. Ingen vil have glæde af, hvis TV 2-regionerne ender som det monopol, som de blev sat i verden for at afskaffe.