Arne vil ikke. Lars tror ikke på det. Mette ser rødt
Mette Frederiksen lægger an på SF. Det går næppe ud over oprustning og Ukraine-støtte, men Venstre skal ruste sig til en kamp om, hvad resten af råderummet skal bruges til.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Hvis der er to, som fra hver sin kant og hvert sit ståsted er blevet en slags katalysatorer for Socialdemokratiet, så er det Arne Juhl og Lars Olsen.
Den ene tidligere bryggeriarbejder, bosat i Haderslev og partiets ansigt udadtil, da han optrådte på valgplakater med den mundrette oneliner: Nu er det Arnes tur.
Den anden er akademiker, bor i Holbæk og er partiets ansigt indadtil som en ideologisk stemme, som partiformand Mette Frederiksen i hvert fald tidligere har lyttet til.
Spørgsmålet er, om hun stadig gør det. For begge har på hver sin måde ytret kritik af præcis det, som Mette Frederiksen er mest dedikeret til: den ubetingede støtte til Ukraine.
Først gjorde Lars Olsen sig bemærket i et interview i Berlingske, hvori han advarede mod, at S-toppen med den dedikerede linje på Ukraine risikerede at miste følingen med en voksende andel af vælgerne.
En af de flygtede kan netop blive Arne Juhl, som i DR bebudede, at han overvejer at droppe Socialdemokratiet. Arne Juhl er træt af at »fyre det hele af på den krig« og efterlyser flere penge til hjemlig velfærd. Mellem de to udsagn ligger et sløjt kommunalvalg og dårlige meningsmålinger for Socialdemokratiet.
Torsdag afbrød Mette Frederiksen den analyse af valgresultatet, som hun havde pålagt sig selv, og meddelte i et interview med Weekendavisen, at hun vil arbejde tættere sammen med SF, som nu kaldes naboparti og roses for tidligere at kunne løfte rigtig mange opgaver i fællesskab med Socialdemokratiet.
Det er set før, at Socialdemokratiet luner sig ved et SF i fremgang. Problemet med den seneste regeringsdannelse med SF var bare, at Søvndal-effekten ikke holdt til valgdagen. I regeringsforhandlingerne med De Radikale havde den stort set ingen effekt, og romancen mellem S og SF endte senere med en dramatisk skilsmisse.
På Socialdemokratiets anden sårbare flanke udfordrer Dansk Folkeparti med en fortælling, som næsten på komma rimer med tankegangen om, at det enten er Ukraine-støtte eller velfærd.
Mette Frederiksen afviste i interviewet med Weekendavisen at slække Ukraine-støtten. Det bliver efter alt at dømme heller ikke nødvendigt, hvis eller når SF tages under armen. Forsvars- og sikkerhedspolitisk er det nærmest umuligt at kile et A4-papir ind mellem SF og Socialdemokratiet og for den sags skyld heller ikke mellem det brede politiske flertal, som står sammen om Danmarks sikkerhed.
Kampen kommer til at stå andre steder. Og et af de første er den økonomiske plan, som de tre regeringspartier har udskudt flere gange, men som nu er lovet efter nytår.
Kalkulen hos Mette Frederiksen er efter alt at dømme, at hvis Arnerne får, hvad de forventer på velfærden, så glider både Ukraine-støtte og forsvarsudgifter ned. Men trods torsdagens meldinger om øget bnp og vækst, så er råderummet ikke uendeligt. Ingen af de tre partiledere har lagt skjul på, at oprustning koster, og at den kommer med en pris.
Spørgsmålet er hvilken. Slagsmålet står ikke om forsvarsudgifter og Ukraine-støtte, men om alt det, som ikke er forsvarsudgifter og Ukraine-støtte. Socialdemokraterne har ved tidligere folketingsvalg demonstreret, at de er villige til at gå meget langt for at vinde vælgerne på velfærd.
Mette Frederiksens sving mod venstre udfordrer Venstre. Stå fast eller gå. Hvor går Troels Lund Poulsen hen?