Den europæiske syge er på vej til Danmark
Yderfløjene inkarnerer de problemstillinger, som midten må og skal løse nu, hvis fløjene ikke skal vokse yderligere.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Enhedslisten er Københavns største parti, og Frie Grønne kom i Borgerrepræsentationen. Danmarksdemokraterne fik et godt valg, selv på Lolland. Dansk Folkeparti er uafhængigt af lokalvalgene gået fra næsten dødt til over 12 pct. af stemmerne i de seneste år.
Yderfløjene i dansk politik er i fremgang.
Samtidig er midten i stor krise. Socialdemokratiet fik gevaldige tæsk alle steder i landet. Moderaterne er under decideret nedsmeltning. Venstre fik overraskende mange borgmesterposter, men mest med andre borgerlige partiers hjælp, så det kan ikke dække over, at også de gik tilbage. Regeringen er langtfra folkets opbakning.
Danmark begynder dermed at minde om andre europæiske lande, hvor det har vist sig umuligt at skabe stabile flertal hen over midten, der kan tage fremskridtssikrende beslutninger.
I Frankrig vokser Rassemblement National år for år. Det samme gør La France Insoumise på venstrefløjen. I midten står Macrons En Marche!, der har mere end svært ved at regere.
I Tyskland er situationen den samme. Til højre vokser Alternative für Deutschland troligt. Til venstre Die Linke og BSW (Bündnis Sahra Wagenknecht). I midten står SPD og CDU/CSU og har i stigende grad udfordringer.
Alle steder slagtes midterpartier, fordi de ikke kan levere gode nok løsninger på almindelige menneskers udfordringer – skyhøje madpriser og generelle leveomkostninger gør mere og mere ondt, ikke kun nederst i samfundet. Forskellen imellem by og land, vidensarbejdere og håndværkere og folk i servicefagene og imellem ejere og lejere på boligmarkedet vokser. Samtidig er frustrationen over konsekvenserne af muslimske parallelmiljøer voksende.
Det samme billede ses i USA, hvor en stærkt venstreorienteret muslim nu er borgmester i New York, mens Trump står for højredrejet autokratisme.
Vi har desværre set det meste før. For 100 år siden var Europa også midt i en politisk radikalisering. Rusland var faldet i hænderne på kommunister. Italien var faldet i hænderne på fascister, hvilket Tyskland også var på vej til. Vi ved, hvor forfærdelige 1930-40’erne endte med at blive.
Én af grundene var præcis det politiske billede, vi ser igen i dag. Midten kunne ikke levere løsninger på de sociale og økonomiske udfordringer. Mens avantgarden festede, skabte moderne kunst og legede med kønsroller i storbyerne – især Berlin og Paris – var store dele af befolkningerne økonomisk forarmede og uden tiltro til fremtiden.
I Tyskland, hvor demokratiet skulle stå sin prøve efter kejserrigets fald, var situationen den, at socialdemokraterne ikke ville have noget med kommunisterne at gøre, og de borgerlige partier ikke ville have noget med socialdemokraterne at gøre. Det gjorde samarbejdet hen over midten svagt og ustabilt. Vi ved, hvor frygteligt det endte.
Danmark har heldigvis aldrig været radikaliseret. Vores kultur med rødder i højskole-, andels-, arbejderbevægelserne, tilsat det udstrakte foreningsliv, har historisk marineret os i samarbejde og dialog. Det samme har vores sociale og økonomiske sammenhængskraft. Begge dele er dog under nedbrydning.
Midterregeringen står for fald. Af flere forskellige og gode grunde. Yderfløjene inkarnerer de problemstillinger, som midten må og skal løse nu, hvis fløjene ikke skal vokse yderligere: den voksende sociale og økonomiske ulighed og udfordringerne med islamiseringen af Danmark.