Russisk tale om ånden fra Alaska er dårligt nyt
Med få ord punkterede Ruslands udenrigsminister den fredsboble, som siden sidste uge har svævet over verden. Mere skal der ikke til, før det hele brister. Bundlinjen er, at Rusland ikke vil fred.
Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.
Der er mange måder at aflive et misfoster på. Ruslands udenrigsminister, Sergei Lavrov, gjorde det med udtalt elegance ved at tale om »ånden fra Anchorage«. Alaskas hovedby, hvor USA’s præsident, Donald Trump, i august ikke alene tog imod Vladimir Putin med åbne arme. Han sendte også den russiske præsident hjem igen med forsikringer om, at han forstod den russiske fortælling om »grundlæggende årsager til konflikten«.
Værre kan det stort set ikke blive, når man er ukrainer, kæmper for sit land og sin suverænitet. Og værre kan det næsten heller ikke blive i et Europa, hvor det står pinagtigt klart, at den fortælling, som Putin rejser rundt med om Ruslands storhed og en uretfærdig udvidelse af Nato efter Sovjetunionens fald, på et tidspunkt risikerer at ramme europæerne hårdt. Som det er sagt igen og igen: Putin stopper ikke i Ukraine. Han stopper heller ikke efter Ukraine. Mere vil have mere, og det mere ligger i Europa.
Mens store dele af Europa i Putin ser en mand, som man ikke kan stole på, så ser Trump en partner, han kan lave forretninger med. De er fælles om at forstå verden som et nulsumsspil. Hvad den ene taber, vinder den anden, men Putin er mere snu end Trump. Den kloge narrer den mindre kloge, og det synes også at være tilfældet i endnu et bizart forløb om en såkaldt fredsplan for Ukraine.
De 28 punkter, som pludseligt dukkede op i forrige uge, afspejlede i høj grad »ånden fra Anchorage«. Rusland fik stort set, hvad man ville have. Ukraine fik ingenting. Formentlig ikke engang fred.
Europa fik heller ikke noget, men måtte spejde længe efter »ånden fra Roosevelt room«, hvor syv europæiske ledere senere i august mødtes med Trump, som til manges overraskelse talte i et sprog, som gav Europa håb om, at pendulet efter det katastrofale møde i Alaska igen kunne svinge Ukraines vej.
Måneden var end ikke omme, før det stod klart, at det hele mest havde været et spil for galleriet. Rusland fik afmonteret amerikanske trusler om sanktioner og fortsatte beskydningen og bombningen af Ukraine.
Nu står vi igen i en situation med en halvkvædet plan, en påtaget russisk interesse, som hurtigt vendes til afslag, droneregn over Ukraine, europæiske ledere, som render fra Herodes til Pilatus, og en amerikansk præsident, som forsøger at presse Ukraine.
Siden august har der været et væsentligt mellemspil. Rusland har provokeret flere Nato-lande med krænkelser af luftrum og med droner. Polen i september og efter alt at dømme Danmark i oktober.
»Det er en sammenhængende og eskalerende kampagne for at gøre vores borgere utrygge,« konstaterede Ursula von der Leyen, formand for EU-Kommissionen. Læg hertil, at europæerne fortsat diskuterer støtte til Ukraine, den er ifølge internationale analyser vigende. Situationen er skåret ind til benet: Rusland tager igen et stik hjem. Krigen i Ukraine fortsætter, og Europas manglende samling og stålfasthed er igen udstillet.
I august, da fredstrommerne buldrede, var Danmarks statsminister blandt dem, som opfordrede til at se realistisk på situationen: »Om vi er kommet tættere på fred, vil jeg tillade mig at være skeptisk i forhold til, fordi jeg ikke tror, at Putin ønsker fred,« sagde hun dengang.
Alt tyder på, at hun nu kan citere sig selv. Bundlinjen er, at Putin ikke vil fred. Mellemregningen er, at Europa igen har udstillet sig selv. Den ubekendte i ligningen er fortsat Donald Trump.