Et ord i lokalpolitik er ikke et ord – og det rammer lige i tilliden

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Hvem kan vi efterhånden stole på? Brugtvognsforhandlere, vejrværter og journalister går ofte til bunds i troværdighedsmålinger. Det er, hvad det er. Det er langt værre, når tilliden til vores politikere skrider.

Vi har formentlig alle respekt for det grundlæggende i, at politikerne får så meget som muligt ud af deres tildelte mandater.

Sådan er politik. Det handler om magt. Men de fleste af os er trods alt ikke helt bundfrosne, så vi synes også, at der skal være et vist mål af ordentlighed til stede.

Vi vil gerne have bare lidt tillid til dem, vi stemmer på.

I København gjorde socialdemokraterne ikke meget for at få vælgernes tillid. Sophie Hæstorp Andersen blev af partitoppen iskoldt udskiftet med Pernille Rosenkrantz-Theil. Her taler et kynisk magtsprog, som godt nok er lykkedes tidligere med Ritt Bjerregaard og Frank Jensen, men som ikke virkede i 2025. Den slags taktiske manøvrer er for åbenlyse og skaber ikke grobund for tillid, og det uværdige understreges kun af, at Rosenkrantz-Theil nu helt vil forlade politik. Varmere var hendes hjerte for hovedstaden altså ikke.

De personlige ambitioner – og muligheder for lukrative udvalgsposter? – er tydeligvis også vigtige i Middelfart, hvor Ulla Sørensen blev valgt for Socialdemokratiet, men skiftede til Venstre dagen efter valget, hvorefter hun væltede sin egen socialdemokratiske borgmester. Hvad stiller vælgere op med sådan noget?

I Middelfart skabte det demonstrationer mod Sørensens ageren. Uden at det ændrede noget – andet end hakket i tilliden.

I Aalborg fik vi en rundtur i politisk opportunisme. Først var socialdemokraten Lasse Frimand Jensen borgmester, men så gik De Radikales Jes Lunde over til blå blok, som straks udnævnte ham til borgmester.

Euforien varede nogle timer, indtil konservative Vibeke Gamst brød med partilinjen og pegede tilbage på Lasse Frimand Jensen.

I Slagelse forlod SF først en aftale med Knud Vincents fra Venstre, hvorefter der pludselig så ud til at være flertal for en socialdemokrat som borgmester. Der var sågar indkaldt til pressemøde. Men så skiftede Dansk Folkepartis Henrik Brodersen side – igen – og blev selv borgmester.

I Ringkøbing-Skjern fejrede Danmarksdemokraten Mads Fuglede sin nyvundne borgmesterpost, da SF’eren Niels Rasmussen blev ramt af spontan fodkulde, og De Konservatives eneste valgte kandidat, den tidligere venstremand Lennart Qvist, pludselig pegede på sig selv.

Borgmesterkæden endte dermed hos De Konservative, der fik under 800 stemmer og kun ét mandat mod tre i den døende valgperiode – kun Qvist blev tilbage. Det er usædvanligt, siger eksperterne. Det er også svært at forstå for almindelige mennesker.

Valgte byrødder skal kunne forhandle til alle sider. Det er prisen for decentraliseret magt. Man kan ikke lovgive sig ud af menneskelig opportunisme, uden at man samtidig indskrænker helt grundlæggende demokratiske friheder. Men jo mere politikere sjakrer med både mandater og moral, jo mere øges den skrantende tillid til politikerne og det politiske system. Hvis politikerne vil bevare borgernes tillid, er de første skridt enkle: Brug mere tid. Hold ord. Lad aftaler gælde. Demokratiet er stærkest, når det er langsomt, gennemsigtigt og båret af mennesker, der gør det, de siger.

Og vis i øvrigt noget grundlæggende ordentlighed. I Helsingør var socialdemokraten Thomas Horn borgmester et døgns tid, inden en fintælling gav magten tilbage til De Konservatives Benedikte Kiær. Horn var straks ude med lykønskninger og demokratisk glæde over de fundne stemmer. Den slags kan vi lide. Det giver tillid.