Folkeskolens fællesskab er ingen kur for dem, der sparker det over skinnebenet

Dette er en leder: Jyllands-Posten er en liberal avis, hvilket kommer til udtryk på lederplads — mens journalistikken lever sit eget, frie og uafhængige liv. Vi skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Læs mere om Jyllands-Postens lederskribenter her.

Folkeskolen er et af byrådskandidaternes yndlingsemner. Også statsministeren er vild med sagen. For selv om man i visse kommuner stadig må tale om lukning af små skoler, så handler debatten om skolen i stigende grad om dens værdier frem for mursten, tal og budgetter.

Hullerne i samfundskontrakten viser sig størst i folkeskolen. Skal man tro overskrifterne, fylder fagligheden mindre. Larm, mistrivsel, vold, diagnoser, inklusion og opdragelse (og mangel på samme) det meste. Det er naturligvis ikke hele sandheden om tilstanden i den danske folkeskole, men noget er der galt med den institution, der burde skabe og styrke sammenhængskraften. Den er bl.a. gal med respekten og autoriteten. Med sit seneste skolebud drømmer Mette Frederiksen om at genindføre ”skoleinspektør” som titel for de skoleledere, der under alle omstændigheder skal have mere magt og frihed til at bortvise store, voldelige børn.

At beskytte flertallet og fællesskabet mod det individ, der foragter det, burde være en selvfølge. Men det seneste socialdemokratiske bud på et fastere greb mødes af vanlig modstand, appel om forebyggelse, blød velvilje over for gerningsmanden og sågar endnu en gentagelse af kravet om flere penge. At fastholde troen på fællesskabet som en saliggørende behandling til den teenager, der gang på gang, også med vold, udviser sin foragt for samme fællesskab, understreger blot, at der stadig er meget at styrke i folkeskolens værdifundament.

Det er ikke uden grund, at en altfavnende folkeskole mister terræn til de frie grundskoler, der har tydelige værdier og handler efter dem. Mette Frederiksens frihedsbrev til skolelederne er et skridt i den retning. Hvis det kan lade sig gøre i praksis.

For skolelederen er ikke alene, men lever på den kommunale forvaltning og politikernes nåde. Det kræver en udstrakt grad af tillid, hvis skolelederen skal kunne handle resolut og rationelt i en akut situation uden at skulle bekymre sig om rådhusets reaktioner. I hvert fald hvis den akutte situation får offentlig opmærksomhed, og skolelederens handling er baseret på den sunde fornuft og hensynet til fællesskabet og mindre på, hvad der står anført i vejledninger og handleplaner. Kan der sættes spørgsmålstegn ved handlingen, vil den kommunale regelmølle komme i omdrejninger, og så hjælper Frederiksens flotte ord om fri og fornuftig selvbestemmelse ikke meget. Det bliver undtagelser baseret på regler, og så er vi lige vidt.

Kommunerne kæmper i forvejen med at finde egne ben, værdier og handlekraft, bl.a. på beskæftigelsesområdet, hvor arbejdsmarkedsreformen gør op med i hvert fald nogle af de regler, der om ikke andet har holdt sagsbehandlerne beskæftigede. Også det er en betagende tanke, men er det kun indtil næste sag, hvor to borgere ikke bliver behandlet ens. Ligesom de to teenagere, der ikke vil mærke samme konsekvens af hver deres uacceptable handlinger i skoletiden. Stakkels den leder, der risikerer selv at måtte stå skoleret.

Landet fattes autoriteter. Skolelederen bør igen være en af dem. Men det kræver kommuner, der ikke bare skriger efter færre regler og mere frihed, men udviser den tillid, det kræver, hvis den enkelte leder og medarbejder skal turde handle situationsbestemt efter værdier frem for vejledninger.

Også derfor er den værdibaserede debat om folkeskolen så attraktiv for politikerne. For det er svært at måle, om de får gjort noget ved det. Både dem, der skal vælges på tirsdag, og dem, der står foran et folketingsvalg.